Organtransplantation

Angående sagen om Carina (DR 1 – pigen der ikke ville dø) og Beatrice (EB – Hjertebarn som ikke kunne få et
hjerte, fordi hun har Downs syndrom).

Den første sag viser hvor uduelige og arrogante læger er. De er ikke så dygtige som de selv, og folk
tror. Selvom det virkede meget gennemtænkt, at høste hendes organer før hun var hjernedød.

Den anden sag viser, at der er forskel på folk; er du en god samfundsstøtte kan du få, er du
handicappede må du gå.
Jeg tror, at hvis det var lægens eget barn, så ville der ikke være nogle problemer. Tværtimod, når det
er nogle af deres egne, så smider alle hvad man har i hænderne for, at hjælpe.
Vi ser det samme hos politiet, hvis det er en kollega eller en kollegas familie der har problemer, så
bliver hele styrken sat ind.

Mon ikke også politikere, kendte, rige og kongelige, nok skal få et organ hvis de har brug for det.
De kommer helt sikkert automatisk øverst på listen – selvom mange politikere er mere eller mindre
retarderet.
Ja, de kongelige får jo en hel afdeling ryddet, så de ikke skal ligge for tæt på pøblen.
Og de får en hel stab af læger og sygeplejersker til, at tage sig af dem på bekostning af mennesker med
rødt blod.
De rige køber vel organerne i udlandet.

Spørgsmålet er også, hvor retarderet man må være/ikke være for, at komme på listen.
Man vil jo sikkert gerne bruge organerne fra de retarderet, hvis det er muligt.

Jeg har været meget på hospitaler i forbindelse med min mors sygdom, og set hvor inkompetente læger og
sygeplejersker er.
Så jeg vil aldrig stole på en læge, og slet ikke når det gælder organdonation.
Selvom det er 3 læger der skal undersøge, om hjernedøden er indtruffet, Kan man ikke stole på det, da
læger ikke er meget for, at underkende hinanden – de har en forkvaklet form for loyalitetsfølelse.

Jeg har selv en bindevævssygdom, så jeg kan måske heller ikke komme på en donorliste.
Men mon ikke mine organer kan bruges, da de efter de seneste prøver er fine.
Jeg får oven i købet immunsuppressiv medicin, det samme man får, når man er transplanteret.
Så mine organer er tilvænnet.
Jeg er da også lidt småtosset, så det trækker nok også ned.

Men hvorfor skulle jeg sætte mine organer til rådighed, hvis jeg ikke selv kan få.

Hvis der skal være forskel på folk, Så må os der er syge/handicappede få vores eget donorregister.

 

Kampagne om blodpropper

Region Sjælland kører i øjeblikket en kampagne om blodpropper i hjernen.
De skriver på deres hjemmeside, at man straks skal ringe 112 hvis man har disse symptomer:

1. Lammelse af arm og ben
    i den ene side af kroppen.

2. Talebesvær – svært ved at finde
    de rette ord eller udtale ordene.

3. Hængende mundvig i ansigtets ene side.

Det er bare ikke nemt, når lægerne ikke reagere på det.

Jeg har tidligere skrevet om min mors behandlingsforløb:
Del 1: En historie fra det virkelige liv 
Del 2: Det uduelige sundhedsvæsen

Da vi var til lægen (lad os kalde ham for Lars D.) på Onkologisk afd. på Næstved Sygehus med symptom nr. 1, en uge før det gik galt.- gjorde han intet.

3 dage før det gik galt, var vi hos vores egen læge, som sendte os til Næstved pga. mistanke om en blodprop. Der blev lagt op til indlæggelse, men lægen der
kom, sendte os hjem igen, selvom symptom nr 1. stadig var der. Måske fordi hun ikke ville underkende sin ældre kollega.
 
Da det så gik galt, min mor havde da symptom nr 1 og 2, og ambulancen kom, blev hun kørt til Næstved Sygehus, og måtte ligge et døgn, før hun blev scannet
(selvom der ikke må gå mere en 6 timer, fra blodproppen rammer, til man er i behanding).

Nu var det forsent, at gøre noget.

Så det hjælper IKKE, at være hurtig.

Region Sjælland viser også nogle succes historier på deres hjemmeside (kun 4. stk) – hyklerisk!
– De burde også vise min mors, og andre historier af samme slags – jeg ved der er mange.
Og få så fjernet de uduelige læger og sygeplejersker!

Læger (og sygeplejersker) har åbenbart licens til, at ødelægge andres liv, uden nogen konsekvenser for dem selv.
De bliver også altid støttet af deres kollegaer, lige meget hvor meget lort de har lavet.

 

Det uduelige sundhedsvæsen

Dette er en forsættelse af mit tidligere indlæg: En historie fra det virkelige liv.
…

B skulle have en anden kørestol, der passede til hende, Det tog over en måned, fordi ergoterapeuten (lad os kalde hende Lone) fra Ringsted kommune skulle have ferie først, og hun ville med. Da kørestolen så kom, lavede kommunenisten ikke en skid, det ordnede personen fra kørestolsfirmaet. Senere da der skulle laves nogle justeringer på stolen, var hun ikke med; så det kunne godt lade sig gøre uden hende.
– Så B skulle sidde og få ondt i ryggen, i over en måned uden grund.

Den 6/9-11 søgte vi så en hæve/sænke vask da B sidder skævt, og får ondt i skulderen og ryggen,
hun kan heller ikke selv børste tænder og vaske sig i den stilling, hvilket er vigtig for genoptræningen.
Desuden spurgte M til et specielt sæde til bilen, så B ikke sidder og vipper, fordi hun ikke kan bruge sit ben, og sædet skal også kunne drejes.
Sædet lod kommunenisten som om hun ikke hørte, men vasken blev søgt.
Jeg har så ringet den. 5/10-11 til kommunenisten, og spurgt til vasken; hun sagde, at hun overhovedet ikke har kikket på sagen.

Det skal siges, at jeg har haft en kontrovers med kommunenisten, blandt andet om trappeliften, som vi jo har været nødt til selv, at købe.
Det har ikke været nemt, jeg har måttet sælge nogle af mine ting, og lånt penge rundt omkring, men det lykkedes.
Da hun så, at vi hade anskaffet liften blev hun lidt sur, da jeg sagde at jeg gerne ville søge om tilskud til den. Hun sagde, at nu når vi havde anskaffet den selv, måtte hun jo afslå et tilskud.
Det rettede hun senere til, at hun ville kikke på loven om reglerne, fordi hun ikke var sikker. Vi har ikke hørt noget videre om den sag.
Hun ville desuden også se hvordan vi brugte liften, før B kunne komme i betragtning!? Hvorfor? liften er købt og den virker, den eneste grund jeg kan se, er at hun vil ydmyge os.

Jeg har på fornemmelsen, at hun sylter vasken pga. kontroversen.

I November blev der så fundet nye metastaser i hjernen, og en ny blodprop. Desuden var der noget i lungerne.
B blev scannet 3 måneder før, og der var ingenting (hvis de har gjort det rigtigt, jeg tvivler). Men Onkologen på Næstved sygehus mente, at 3 måneder var en god tid til næste scanning.
– Det var alt for lang tid, hvilket jeg tror onkologen udemærket var klar over.

B skulle så på Rigshospitalet 1 December til en stereotaktisk strålebehandling (præcis stråling af svulsten). Det er kun 1 behandling.
Men først skulle B scannes igen, og fordi der nu var gået nogle uger, kunne man ikke bruge stereotaktisk stråling, fordi kræften havde bredt sig. Så det blev stråling af hele hovedet, og det skulle gives 10 gange.
B havde desuden også fået en tid til kemo 10 dage efter sidste stråling, pga metastaserne i lungerne.

For hver strålebehandling blev B mere, og mere træt. Ved den 8 behandling Mandag d. 12/12-11, kunne B ikke vågne op igen, B var helt bevidstløs.
Så lægerne besluttede, at aflyse de to sidste behandlinger, og køre B op på Onkologisk afdeling.
B vågnede op i løbet af aftenen, og næste dag ønskede B selv, at gøre strålebehandlingerne færdige. Så B blev på afdelingen til Onsdag (til meget ærgelse for personalet, da de gerne ville have B ud af vagten) hvor B efter sidste behandling skulle sendes til Holbæk eller Slagelse (Holbæk ville ikke have B, grunden kan læses i første del af historien).
Pga af B’s blodprop, kunne B ikke spise eller drikke flydende mad og drikke. Det skulle blandes op med noget fortykningsmiddel (Attylet).
M havde selv Attylet med, og forklarede personalet hvordan det skulle bruges (de anede ikke hvad det var), da B skulle flyttes til Slagelse næste dag, og M ville møde B på Slagelse, gjorde M alt klart, og skrev tydeligt hvilke piller B skulle have, og hvor meget attylet der skulle i mad og drikkevare.
Da B endelig dukkede op på Slagelse (Ambulancen var forsinket i 4 timer), havde B svært ved, at få vejret. B havde fejlsynket noget mad eller drikke, og det vil sige, at Onkologisk på Rigshospitalet ikke havde brugt Attylet, som jeg udtrykkeligt havde sagt var meget vigtigt. B havde ingen problemer med vejrtrækningen dagen før, og i det hele taget (Sygeplejerskene er komplet ligeglade).
Det var nok også grunden til, at B kom på Lungemedicinsk afdeling. Og som sædvanlig skulle M kæmpe for, at B kunne få sin livsvigtige medicin for sin Myasthenia Gravis, M skulle som tidligere, fortælle det til hver eneste nye sygeplejerske der kom med piller – skriver de ikke noget op?!

M passede stort set B, hele dagen. Hvilket M gerne ville (og så ødelagde sygeplejerskene ikke noget så længe).
B havde ikke kræfter til, at hoste det op, B havde fået i lungerne på Rigshospitalet, og var meget træt hele tiden.

På et tidspunkt fik B antibiotika i drop, og M vidste ikke, at når posen var tom, så bliver der trukket blod op i slangen. Så M ringer efter en sygeplejerske.
Hun fjerner droppen, og da hun går siger hun surt: “Det var ikke meget, at komme efter”.

Den 21/12-11 skulle M på apoteket, efter medicin til B, og kunne først kommer ved 11 tiden. Da M kommer er B’s vejrtrækning blevet meget dårligere, og det viser sig, at en af sygeplejerskene havde givet B øllebrød med fløde! Er sygeplejersker dummere end de fleste? M havde sagt meget tydeligt, at B ikke måtte få noget flydende. Denne sygeplejerske mente ellers selv hun var meget kompetent, og sagde flere gange, at hun gik kun op i faget. Hun smed også M ud af værelset når hun skulle ordne noget ved B, og hver gang M kom tilbage var B helt ødelagt, og havde det dårligere. der var aldrig noget, når nogen af de andre sygeplejerske lod M blive.
Natten til d. 22/12-11 døde B.

Der var nu gået 4 måneder, siden vi havde søgt om en hæve/sænkevask, og vi havde stadig intet hørt. Kommunen har ellers en frist på 2 måneder.
Chefen for myndighedsenheden i Ringsted kommune (nærmere overformynderiet), holder hånden over ergoterapeuten der har syltet sagen – men det gør de jo, præcis ligesom sygeplejerskene og lægerne holder hånden over hinanden.

 

En historie fra det virkelige liv

Her er en historie fra det virkelig liv – hvor 2 læger inden for en uge overser en blodprop:

På grund af anonymiteten kalder jeg personerne for “B” og “M” .

Lidt forhistorie: B får diagnosticeret lungekræft i februar 2010, og får fjernet en lungelap i april.
Alt kræften blev fjernet, og med en forbyggende kemo-terapi efterfølgende, troede B og M, at alt var godt.

Et år efter, i April 2011, finder man en metastase i højre side af hjernen på 4 cm; ikke fordi man scanner hjernen
ved kontrol, selv om man ved, at lungekræft ofte spreder sig dertil. Men fordi B har nogle symptomer i hånd og kind.
B bliver opereret indenfor 3 uger, og hele svulsten bliver fjernet.

Lige efter operationen har B problemer med højre ben, B kan ikke støtte på benet i et øjeblik, og vi slår det hen
med, at det er på grund af operationen; hjernen kan være hævet.

De efterfølgende uger begynder der også, at opstå periodisk lammelse i højre arm og ben af ca 5-10 minutters varighed,
2-3 gange om dagen, som bliver værre for hver dag.

Mandagen før kristi himmelfartsdag skal B til Onkologisk afdeling i Næstved, da man ved en kontrolscanning har
fundet en lymfeknude ved lungen der var hævet lidt.
B fortæller om sine lammelser, og lægen (lad os kalde ham Lars) tror straks der er nye metastaser, selvom B og M siger, at det er umuligt; da B blev scannet for ca 5 uger siden, og der kan ikke opstå metastaser så hurtigt.
M mente der måske var tale om en begyndende blodprop eller blødning i hjernen.
Men lægen var helt sikker, fordi da B kunne sidde og snakke, kunne det ikke være en blødning eller blodprop.
Så B skulle vente på brev fra Røngtenafdelingen til en MR-scanning. Hun fik så prednisolon som fjerner vandet
omkring svulsten (Ødem); Så symptomerne ville gå væk i løbet af et par dage; så ville man også være sikker på, at det var en svulst.
Desuden blev CT-scanning, og behandling af lymfeknuden stoppet.

B fik så brevet til MR-scanning, og der ville gå 2 uger.

Prednisolonen virkede ikke og Fredag efter Kristi himmelfartsdag gik B til egen læge, og fortalte, at det blev
værre og værre.
Han indlagde så B på Næstved, med mistanke om en blodprop (Normalt høre B til Slagelse, men på grund af en
neurologisk sygdom B har i forvejen, blev det Næstved, da de har neurologer).
B og M kørte selv derop, og der blev lagt op til indlæggelse. En læge kommer ind, og B fortæller, at prednisolonen
ikke har virket, og det desuden ikke kan være en metastase, da B er scannet for ca 6 uger siden.
Denne læge mente også det var en svulst, så hun syntes B skulle vente på den MR-scanning B var skrevet op til om ca. en uge.
Desuden havde det lige været helligdag dagen i forvejen så deres MR-scanner var lukket?!

B og M kørte hjem, og om søndag var B lammet i armen hele dagen, og kl. ca 17 sad M og snakkede til B
og hun kunne kun sige “Okay” og “Ja”.
Derefter var det med ambulance til Slagelse sygehus, hvor MR-scanneren også var lukket fordi det var Søndag?!
Så først om Mandagen kunne man scanne, og der var selvfølgelig ikke nogen svulst. Det var en blodprop.

Så nu skulle B til Holbæk sygehus, fordi de åbenbart er eksperter i den slags.

B blev kørt til Holbæk sygehus Apopleksi afdelingen samme dag,
og det var ligesom at kommer på en afdeling fra 1930.
M gav dem en medicinliste og medicinen, med B’s normale medicin.
Da M kommer næste dag opdager M hun ikke har fået
sin medicin, og de har smidt den liste M havde med, ud. Sygeplejersken sagde, at det ikke var noget deres læge havde ordineret, derfor kunne de ikke give det.
Hvis B ikke får sin medicin kan det gå ud over åndedrættet, så B ikke kan få vejret, og da M ikke måtte være særlig længe på afdelingen sammen med B (M måtte ikke engang sidde i opholdsrummet), var det vigtigt de forstod det. Det lykkedes, at få dem til, at fatte det.
M blev desuden skældt ud konstant, fordi han ville følge med i hvad der skete med B. Specielt een sygeplejerske blev ved med, at være efter M.

Heldigvis blev B flyttet til Slagelse sygehus Geriatrisk afdeling om torsdagen (hvad grunden var til, at hun skulle
til holbæk til, at begynde med vides ikke, det eneste de gjorde var at give hende en magnyl).

På slagelse begyndte man straks på genoptræning og talepædagog, og flinke sygeplejersker som ikke var så
hysteriske, om man var sammen med sine pårørende.
En lille rettelse d. 14 juli; ikke alle er flinke, M har lige fået sin første skideballe af en sygeplejerske (lad
os kalde hende Helle).
Men der er jo altid mindst een der er sådan!
Rettelse igen d. 18 juli; endnu en skideballe af en sygeplejerske (lad os kalde hende Christina), fordi M vil hjælpe B med maden – M må ikke sidde i opholds/spisestuen fordi:
1: Nogle patienter har spisebesvær, og de tror M sidder og kikker på dem.
2: Hvis een pårørende får lov, vil alle de andres pårørende også være der.
3: Patienterne kan finde på, at tilbyde M mad?!
Det er de 3 undskyldninger M har fået.
M har hjulpet med maden den sidste uge i opholdsrummet. Før det spiste B et andet sted.

En anden ting er, hvordan patienterne bliver behandlet; Een patient sad på samme sted i sin kørestol i opholdsrummet fra kl. 12 (måske før, men M kom ikke før) til kl. 21 om aftenen.
M har også måtte holde øje med, at patienterne ikke rejste sig fra kørestolen, for derefter at falde; imens sygeplejerskerne har spist aftensmad.
M har ringet alarm mange gange, når en patient er faldet; ikke almindelig kald, men alarm! ellers kommer sygeplejerskerne ikke. Så hvis M ikke havde været der, kunne de have ligget længe på gulvet.
– men det er jo også god mad sygeplejerskerne får; det er det mad patienterne ikke får spist – flot smørrebrød.

Desuden er B ikke blevet trænet i en uge.
B fik nogle angstanfald om natten, som hun ikke kunne få sygeplejerskerne til, at forstå.
Derfor lagde M en pille (Alopam) på hendes natbord, som hun kunne tage – den virker hurtigt mod angst –
Men den pille tog sygeplejersken fra hende, og forbød hende, at få den! M fik ingenting at vide, men har nu den 24 juli fundet ud af det.
– Hvad bilder de sig egentlig ind! Er det en form for magttrip!? Jeg tror det!
M har virkelig taget fejl af den afdeling.

M kan huske, der skulle komme nogle mennesker for, at se hvordan tingene forgik på afdelingen. Alle sygplejerskene gik og advarede hinanden om, at nu skulle de gøre tingene ordentligt, imens de var der.

Nu vil Onkologisk afdeling i Næstved ikke behandle B for den hævede lymfeknude, på grund af blodproppen. Det var måske også fornuftigt lige i starten, men nu hvor B er mere frisk og kan sige mere, kunne man godt begynde på det –
ihvertfald starte med, at CT-scanne knuden for at se om den er vokset yderligere.
Men det vil man heller ikke; så B og M går og spekulerer på om lymfeknuden er blevet større.
Geriatrisk afdeling i slagelse, har to gange lovet, at sende en henvisning til onkologerne i næstved,
men de gør det ikke.
– de skriver til dem, men sender dem ikke afsted.

Nu skulle Ringsted kommune ind i sagen for, at se hvad der skal gives af hjælpemidler, og om hjemmet skal laves mere handicapvenligt.
M sagde, at han vil klare det meste og det eneste vi får brug for er en kørestol, og en rampe… og det vigtigste;
en trappelift.
Stuen er oppe af nogle trapper, og der plejer B og M, at se fjernsyn, og i det hele taget opholde sig.

Men det ville kommunen ikke bevilge, hun sagde at det var stort set umulig, at få en trappelift; og grunden var, at B’s “prognose ikke var så god”;
Oversat til dansk: Kommunen regner ikke med, at B lever så længe, så det er en dårlig investering.
– En kørestol, rampe, elevationsseng og lign. kan man jo give til andre; men en trappelift skal laves specielt til
trappen.
Men M kunne da søge om det, der ville så først gå 2 uger efter B er kommet hjem, før man søgte; derefter 2-3
måneder inden afgørelsen – som jo højst sandsynligt vil blive et afslag.
Så kommunen mener, at B skal bo i køkkenet. De vil godt hjælpe med, at skaffe en anden bolig, men hvofor det,
når B og M er glade for den lejlighed de har nu.

Så nu må M ud og skaffe 70.000.- til en trappelift.

B kom hjem tirsdag d.19 juli; og M skulle hente hende kl. 8 om morgenen.
Sygeplejerskene lod M sidde og vente i 2 timer før de tog B op af sengen; og først efter, at M havde spurgt ind til det. Da M påpegede det, fik M at vide, at nogen havde mere behov for, at komme op end andre!
Nu har M været på afdelingen siden 9 juni, og ved at patienterne kommer op i rækkefølge, nogle gange den ene vej, andre gange den anden.
– Sygeplejersken havde set M sad og ventede… Hun sagde så: at de havde meget travlt da de ikke var så mange, og så måtte vi bare sætte krydset det rigtige sted næste gang! Vi ved vidst godt hvor sygeplejersker sætter krydset, og jeg tror ikke det vil hjælpe.

Jeg kan lige fortælle, at B nu endelig er scannet, og lymfeknuden var ikke vokset – sikke mange bekymringer man kunne være sparet, hvis de havde scannet hende på Slagelse.