De sidste dages hellige

Nu har jeg skrevet om faren ved islam, og muslimer siden 1980’erne. Bl.a. i dagblade, tekst-tv og usenet.
Jeg har været udsat for diverse møgfald, trusler og hærværk, både fra muslimer og deres danske venner.

Nu er det så blevet sådan, at mange af de mennesker der generede mig dengang, er blevet klogere, og de
skriver nu selv om faren ved islam og muslimer.
F.eks. Lars Hedegaard (tidligere trotskist), og Dan Ritto (tidligere Radikale Venstre) nu medlemmer af Trykkefrihedsselskabet.

Så nu er de heltene, eller bliver det når det hele ramler.
Det samme så vi efter 2. verdenskrig, hvor alle forræderne var med ude, og indfange andre forrædere for, at
redde deres eget luset skind. Og hold nu kæft med Godwins lov! Den er lavet for, at lukke munden på folk.
Hvis man ikke kan refererer til historien, så smid historiebøgerne ud.

Det samme gør sig gældende for EU. Der har jeg også modtaget en del grimme gloser, fordi jeg var imod EU.
Men mange af de skribenter der i dag er EU-modstandere, var tidligere for EU. Her gælder det samme som jeg
skrev herover med de nye helte. De tromler hen over os, der altid har vidst hvad det handlede om.
Jeg husker da vi skulle stemme for anden gang i løbet af et år i 1993. Min mor og jeg gik på Farum Bytorv med
T-shirts, hvor der stod “Nej i Maj”. Nogle unger råbte surt efter os: “Hvorfor stemmer I nej!”. Min mor råbte
tilbage: “For jeres skyld”.

Trykkefrihedsselskabet er en af Danmarks nye helte, De er vel i det store hele alle omvendte.
Men som de siger: “Hellere en omvendt synder end ti hellige”.
Dvs. alle os der hele tiden har været klar over problemet er “hellige”.
Mon ikke det er dem, der er de sidste dages hellige!?
Det er også mærkeligt, at der er folk fra Liberal Alliance og Konservative med i bestyrelsen,
når de arbejder for færre muslimer til landet, og ytringsfrihed.
Hvis de stemmer på de partier, er de da selvmodsigende.
Mange af de islamkritiske blogs er også omvendte syndere.

Angående møgfald fra de gode mennesker, så husker jeg en historie fra Farum Bytorv. Det var før den blev
overdækket, så der lå sne og isklumper. En arabisk dreng på ca. 10 år sparkede isklumper efter folk, og på et
tidspunkt efter mig. Jeg sagde han skulle stoppe, og i det samme kommer en hippieagtig dansk kælling forbi,
og råber: “Racist” efter mig.

Når man ser politiudsendelser i fjernsynet, kan man se hvor stor forskel der er på indvandrere og danskere.
F.eks: i en episode, hvor der som sædvanlig havde været ballade med indvandrere, og en person var kommet på
sygehuset, en dreng havde ikke mulighed for, at kommer derind og besøge vedkommende (Rigshospitalet),
så politiet tilbød, at køre ham.
Det var aldrig sket med en dansker, han ville have fået fortalt, at politiet ikke kører taxakørsel.

I en anden episode, er politiet ude i en ghetto, pga. mordtrusler. Personen (araber) de vil afhøre sidder i sin bil,
hvor der er mange andre udlændninge tilstede. Han nægter, at tale med politiet, og siger at han kun vil
snakke med dem hvis de kører et andet sted hen, pga. af de andre ikke må høre hvad han siger til politiet.
– sikkert fordi man ikke taler med politiet sådanne steder.
Det værste er, at politiet gør som han siger. En betjent kører med i hans bil, den anden tager patruljevognen.
Hvis det havde været en dansker, så ville personen få, at vide at han ikke skal bestemme hvor der skal gøres
politiforretning.

Jeg gider ikke rigtig kæmpe imod Danmarks undergang mere. Jeg har skændtes nok, er blevet truet nok, og har
fået ødelagt nok, og da jeg ikke har nogen børn, kan jeg være ligeglad. Det må være børnefamilierne der må
kæmpe, hvis de ønsker det bedste for deres børn, og børnebørn.

Man skal huske på, at man står helt alene, hvis en gruppe indvandrere ser sig sure på én (og der skal ikke
meget til). Politiet hjælper ikke, de fraråder faktisk, at man anmelder det.
Og andre mennesker hjælper heller ikke.
Ikke så mærkeligt, når ca. 85% af befolkningen ønsker, at Danmark som vi kender det, forsvinder.

 

Klage til Patientombuddet

Da jeg har klaget over den måde min mor blev behandlet på, har jeg nu fået papirerne med sygejournalerne,
og lægernes svar til klagen.
Her er historien:
1 : En historie fra det virkelige liv.
2 : Det uduelige sundhedsvæsen.
3 : Kampagne om blodpropper.

Det er lidt trist, at se hvordan lægen på onkologisk afdeling i Næstved, Lars Drivsholm, prøver at retfærdiggøre sig selv.
Han lyver også i sit brev til Patientombuddet.

Han skriver f.eks.

Jeg kan ikke bevise, at han har sagt det.
– men det gjorde han; ordret.

Han skriver også:

Men i journalen skriver han:

Så her kan det bevises, at han er uvederhæftig.

Fredagen i samme uge tager vi så til Næstved sygehus igen, og her er hvad lægen skrev:

Hun skriver, at vi var bekymret for, om der var ny metastaser – nej det var vi ikke, hun var scannet 5 uger tidligere, så det virkede utænkeligt.
Vi sagde, at vi troede det var en blodprop eller en hjerneblødning.
Så det var vores største bekymring; alle tegnene var der.
Og den med, at min mor havde brug for, at blive beroliget er noget vrøvl. Vi vidste der var noget galt.
Og hvorfor skriver hun i starten: “Pt. henvist af egen læge obs. apopleksi” Hvis der ikke var mistanke
om en blodprop eller hjerneblødning (apopleksi)!?
Netop fordi behandlingen med prednisolon ikke havde haft effekt, tydede det jo på at vi havde ret.

Om søndagen, hvor det går galt, på det tidspunkt er der ingen tvivl om at det var en blodprop eller
hjerneblødning, bliver hun kørt til Slagelse sygehus, ikke Roskilde sygehus som har forstand på den slags.

Jeg syntes det var underligt, at man ventede et helt døgn på at scanne, når der højst må gå 6 timer fra
skaden er sket, til man er i behandling.

Her er hvad akutlægen Rasmus Schou Christensen skriver til Patientombuddet:

Jeg gætter på at min mor ikke var en tur til Rigshospitalet værd.
Det er da også helt forrykt, at man lukker for scannerne.

Der står i mange af journalerne f.eks: “Pt. og dennes søn informeret om ovenstående og samtykker”.
Det må da være for, at få deres egen ryg fri, når de skriver sådan; Hvad er alternativet til ikke at sige ja
til lægernes planer? At der ingenting sker.
Jeg prøvede mange gange, at få dem til at lave diverse prøver, men det kunne da ikke rage dem mindre.
Man har ikke noget, at skulle have sagt som patient eller pårørende.

Nu venter jeg på en afgørelse hos Patientombuddet… Men jeg holder ikke vejret.

 

Rygning

Vi husker vist alle dengang det var tilladt, at ryge overalt.
Heldigvis er det ikke sådan mere, selvom mange rygere tror det.

Dengang blev der også røget i indkøbscentre. Husker jeg var i Lyngby Storcenter, og sad på en bænk og
ventede. Selvfølgelig kom en statsnarkoman og satte sig ned ved siden af mig, og tændte en cigaret.
Jeg beklagede mig, da jeg hverken kan lide eller tåle tobaksrøg.
Personen sagde, at der ikke stod nogle steder at man ikke måtte ryge.
Nej, der stod heller ingen steder, at man måtte.
Den manglende skiltning fortolkede vi ikke helt på samme måde.
Der stod heller ingen steder, at jeg ikke måtte pisse i hjørnet.
– Så det gjorde jeg…

Nej, selvfølgelig pissede jeg ikke i hjørnet, jeg er (til forskel for rygerne) dannet, og tænker på mine
medmennesker som ikke skal træde i, og lugte til mit pis, selvom det er sterilt.

Det var også dengang, man som ikkeryger fik et bord på en restaurant lige ved siden af en ryger.
Bordet var til ikkerygere, men det hjalp ikke så meget når der kun var en lav skærm imellem bordene.
Nogle gange var der ikke engang en skærm.

Jeg var i biografen, og en person begyndte at ryge ved siden af mig.
Jeg tænkte på, at råbe “Brand”, men det ville nok være faldet tilbage på mig selv, da rygerne var fredet
i klasse A. Jeg har ikke været i en biograf siden.

Man står som regel alene, når man siger til en ryger at det ikke er tilladt at ryge.
Selv hvis der er nogle der ikke ryger til stede, så hjælper de ikke. Mange gange tværtimod; så begynder
de at holde med rygeren. Måske en mild form for Stockholmsyndrom.

Det er som bekendt forbudt, at gøre børn fortræd. Medmindre man er ryger.
Og det er så smart; man kan ikke se på barnet, at han/hun bliver ødelagt indvendigt.
Jeg ser tit folk med en barnevogn have en smøg i gabet. De tænker ikke på (eller er ligeglade) hvilke
konsekvenser det kan få for barnet senere.

Jeg har opholdt mig meget på Lungekirurgisk afdeling på Rigshospitalet, i forbindelse med min mors
sygdom.
De fleste patienter på den afdeling er rygere eller eks-rygere.

Der var blandt andet en person der havde fået fjernet en lunge, men han fortsatte med at ryge.
– hvor dum er man så?!

I venteværelset til røntgenundersøgelse sad der flere fra afdelingen der skulle fotograferes.
Da en patient blev kaldt ind, tabte han en pakke cigaretter, som han skyndte sig at gemme igen.
– spade!

Der kom også folk til forundersøgelse, som man ikke kunne operere på, de blev så sendt videre.
Det kunne f.eks. være folk med små-cellede lungekræft, som man som regel ikke kan operere for.
Jeg snakkede med mange af dem, og de var næsten altid rygere eller eks-rygere.
– og de ville ønske, at de aldrig havde røget.

I disse multikulturelle tider, kommer der her er et multikultiaspekt:
Der var en muslimsk patient, som drev sin medpatient på stuen til vanvid, fordi hele familien sad og
larmede hele dagen så han ikke kunne sove.
Der var konstant ca. 8 personer, og de mente at den frugt der stod fremme til patienterne også var til
dem. De fik hurtigt tømt skålene.
Aftensmaden gav muslimpatienten til sin kone, og en dag kom han ud for at hente mere mad, men det var
slut. Han brokkede sig, som kun en muslim kan, og fattede vist aldrig, at der ikke var nok mad når han
også fodrede konen af.
Der var dog noget svinekød tilbage – men så sulten var han vist heller ikke.

Nu vi er ved hospitaler, så er de jo røgfri nu – på hele hospitalets område -.
Det skider rygerne på, ikke nok med at de står udenfor og ryger hvor det ikke er tilladt, de stiller
sig lige foran indgangene.
Selv ved indgangen hos onkologisk afdeling på Næstved Sygehus står folk og ryger, så folk med diverse
kræftsygdomme lige skal igennem en omgang røg for, at komme til behandling.
Hospitalsledelsen ved det godt, men de gør ikke noget ved det.

Rygning er som religion; det skal holdes langt væk fra det offentlige rum.

 

Behcet Syndrom

Der er måske nogle der har undret sig over navnet på denne blog.
Måske også forargede over, at jeg bruger en sygdom som navn.

Her er historien om hvor lidt læger faktisk ved, hvis det ikke lige står i den bog de lige har læst.

I 1974 da jeg var 7 år begyndte jeg, at få sår i munden (blister eller aphter).
Jeg husker jeg var hos skoletandlægen, og jeg fik smurt jod på
– Det gjorde nas, og virkede ikke.

Senere fik jeg brintoverilte som jeg skulle skylle med 3 gange om dagen.
Det smagte forfærdeligt, og virkede heller ikke.

Da jeg var 13-14 år prøvede jeg Kenalog mundsalve. Det sad som en hinde på såret, så det hjalp lidt
på smerterne. Det skulle sidde til det forsvandt af sig selv, hvilket godt kunne tage et par dage. i
mellemtiden satte der sig krummer og deslige i salven, og man måtte ikke fjerne det selv, det ville
irritere blisten.

I 20 års alderen blev det værre, og jeg fik meget ofte aphter (læg mærke til ordspillet).
Nogen gange 4-5 ad gangen. Og de var store.
– Nogen gange voksede de sammen og lavede et kæmpesår.
På det tidspunkt begyndte jeg også, at få ondt i leddene, specielt i højre knæ. Men også i hænderne.
Jeg havde også noget hududslæt i ansigtet.

Jeg levede med aphterne, og prøvede mange forskellige remedier bl.a.
Myrra-dråber.
Mundplaster (kan ikke huske navnet, men man satte det på såret, og trak derefter en plastikfilm af).
Zendium tandpasta.
Longo Vital.
Klorhexidin.
Listerine.
m.m.

Jeg var hos en tandlæge på rigshospitalet, som kikkede mig i munden og sagde: “Ja, du har aphter”.
– det blev jeg ikke klogere af.

Jeg havde til tider, også røde og irriteret øjne, som regel kun i et øje – eller hævet øje.
Jeg tænkte, at det måske var allergi. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var græs jeg ikke
kunne tåle, og da symptomerne også kom uden for græssæsonen, kunne det jo ikke være det.

Jeg var hos en hudlæge der mente, at jeg havde svamp i munden.
Så jeg fik nogle sugetabletter, som jeg suttede på i nogle uger.
– Det var ikke svamp.

Jeg var hos en allergolog, som troede jeg var allergisk over for gluten (cøliaki).
Så jeg kom på en glutenfri diæt.

Jeg har været hos en del læger, men kan ikke huske alle. Men resultatet har altid været det samme.

Tror ikke der gik en måned, hvor jeg ikke havde sår i munden.

Sikke en masse “jeg” det er blevet til i indlægget. Men som jeg siger:
“Nu har vi snakket nok om mig, lad os snakke lidt om dig! …Hvad syntes du om mig?”

På intet tidspunkt, har nogle af de læger jeg har været hos, undersøgt sammenhængen imellem mine
aphter, og de andre symptomer jeg har.

I 2010, så jeg tilfældigt “The Doctors” på TV.
Et Amerikansk TV-show, og som med alle Amerikanske TV-shows er det meget poppet.
Men i dette afsnit var der en med sår; kan ikke huske om det var i munden eller på kønsorganerne.
Efter en undersøgelse mente de, at han havde Behcets Syndrom, og ordinerede colchicin.

Da det hele virkede velkendt, begyndte jeg at søge på nettet, og fandt ud af at jeg havde nøjagtig de
symptomer der passede på Behcets syndrom:
Mundhulesår (aphter).
Hududslæt.
Ondt i leddene.
Øjenbetændelse.

For at stille diagnosen skal man have gentagne tilfælde af mundsår, og 2 af følgende symptomer
(har skrevet + ved mine symptomer):
– Gentagne episoder med aphter på kønsorganerne eller ardannelse.
+ Øjenbetændelse.
+ Hududslæt.
– Positiv patergitest.

Patergitesten bruges ikke så meget, da ikke alle med Behcet reagere på den her i Europa.
– jeg har ikke fået foretaget den.

Ondt i leddene bliver ikke brugt til diagnosticering.

Så jeg gik til min egen læge, og fik en henvisning til en reumatolog.
Som sendte mig videre til: røngten, øjenlæge, hudlæge, øre-næse-halslæge og blodprøver.

Røngten viste ingenting, men sygdommen kan heller ikke ses på røngten, og det var kun for at udelukke
andre sygdomme. Ligeså blodprøverne.

Øjenlægen sagde til mig, at der var noget slim i øjet, som sikkert var allergi.
Han gav mig nogle øjendråber.

Hudlægen kikkede på mig i 10 sekunder og sagde, at der ikke var tegn på Behcet.
– han var meget ubehagelig.

øre-næse-halslægen kunne heller ikke se noget problem.

Da jeg skulle have svarene af reumatologen var det noget anderledes.
Hudlægen havde skrevet, at ud fra det han havde set kunne jeg godt have Behcet syndrom.
Det samme var tilfældet med øjenlægen.

Jeg tror deres arrogance skyldes, at jeg selv har fundet min diagnose. Læger går i meget små sko.
Reumatologen var ligeså arrogant, og ville ikke bekræfte at jeg havde Behcet,
selvom alle symptomerne er der.
Men hvis jeg insisterede ville hun give mig Imurel (Azathioprin). Det er et immunsuppressiv præparat.
– Behcet syndrom er en autoimmun sygdom.
Så efter en masse advarsler, fik jeg en recept.

Så nu efter de mange år med smerter, har jeg ikke sår i munden så tit mere. Er ikke sluppet helt af
med dem, men der er kommet et godt middel på marked mod smerterne: Aftamed.
– jeg bruger sprayversionen.
Har stadig perioder med ondt i leddene, betændelse i øjet og hududslæt.
Men det er til at leve med, det er sårene i munden ikke.

Morale:
Læger er ikke så kloge som man tror, eller de selv tror.
Differentialdiagnostik kan de slet ikke finde ud af.
– Og de kan ikke lide når folk selv finder ud af hvad de fejler.

 

Det uduelige sundhedsvæsen

Dette er en forsættelse af mit tidligere indlæg: En historie fra det virkelige liv.
…

B skulle have en anden kørestol, der passede til hende, Det tog over en måned, fordi ergoterapeuten (lad os kalde hende Lone) fra Ringsted kommune skulle have ferie først, og hun ville med. Da kørestolen så kom, lavede kommunenisten ikke en skid, det ordnede personen fra kørestolsfirmaet. Senere da der skulle laves nogle justeringer på stolen, var hun ikke med; så det kunne godt lade sig gøre uden hende.
– Så B skulle sidde og få ondt i ryggen, i over en måned uden grund.

Den 6/9-11 søgte vi så en hæve/sænke vask da B sidder skævt, og får ondt i skulderen og ryggen,
hun kan heller ikke selv børste tænder og vaske sig i den stilling, hvilket er vigtig for genoptræningen.
Desuden spurgte M til et specielt sæde til bilen, så B ikke sidder og vipper, fordi hun ikke kan bruge sit ben, og sædet skal også kunne drejes.
Sædet lod kommunenisten som om hun ikke hørte, men vasken blev søgt.
Jeg har så ringet den. 5/10-11 til kommunenisten, og spurgt til vasken; hun sagde, at hun overhovedet ikke har kikket på sagen.

Det skal siges, at jeg har haft en kontrovers med kommunenisten, blandt andet om trappeliften, som vi jo har været nødt til selv, at købe.
Det har ikke været nemt, jeg har måttet sælge nogle af mine ting, og lånt penge rundt omkring, men det lykkedes.
Da hun så, at vi hade anskaffet liften blev hun lidt sur, da jeg sagde at jeg gerne ville søge om tilskud til den. Hun sagde, at nu når vi havde anskaffet den selv, måtte hun jo afslå et tilskud.
Det rettede hun senere til, at hun ville kikke på loven om reglerne, fordi hun ikke var sikker. Vi har ikke hørt noget videre om den sag.
Hun ville desuden også se hvordan vi brugte liften, før B kunne komme i betragtning!? Hvorfor? liften er købt og den virker, den eneste grund jeg kan se, er at hun vil ydmyge os.

Jeg har på fornemmelsen, at hun sylter vasken pga. kontroversen.

I November blev der så fundet nye metastaser i hjernen, og en ny blodprop. Desuden var der noget i lungerne.
B blev scannet 3 måneder før, og der var ingenting (hvis de har gjort det rigtigt, jeg tvivler). Men Onkologen på Næstved sygehus mente, at 3 måneder var en god tid til næste scanning.
– Det var alt for lang tid, hvilket jeg tror onkologen udemærket var klar over.

B skulle så på Rigshospitalet 1 December til en stereotaktisk strålebehandling (præcis stråling af svulsten). Det er kun 1 behandling.
Men først skulle B scannes igen, og fordi der nu var gået nogle uger, kunne man ikke bruge stereotaktisk stråling, fordi kræften havde bredt sig. Så det blev stråling af hele hovedet, og det skulle gives 10 gange.
B havde desuden også fået en tid til kemo 10 dage efter sidste stråling, pga metastaserne i lungerne.

For hver strålebehandling blev B mere, og mere træt. Ved den 8 behandling Mandag d. 12/12-11, kunne B ikke vågne op igen, B var helt bevidstløs.
Så lægerne besluttede, at aflyse de to sidste behandlinger, og køre B op på Onkologisk afdeling.
B vågnede op i løbet af aftenen, og næste dag ønskede B selv, at gøre strålebehandlingerne færdige. Så B blev på afdelingen til Onsdag (til meget ærgelse for personalet, da de gerne ville have B ud af vagten) hvor B efter sidste behandling skulle sendes til Holbæk eller Slagelse (Holbæk ville ikke have B, grunden kan læses i første del af historien).
Pga af B’s blodprop, kunne B ikke spise eller drikke flydende mad og drikke. Det skulle blandes op med noget fortykningsmiddel (Attylet).
M havde selv Attylet med, og forklarede personalet hvordan det skulle bruges (de anede ikke hvad det var), da B skulle flyttes til Slagelse næste dag, og M ville møde B på Slagelse, gjorde M alt klart, og skrev tydeligt hvilke piller B skulle have, og hvor meget attylet der skulle i mad og drikkevare.
Da B endelig dukkede op på Slagelse (Ambulancen var forsinket i 4 timer), havde B svært ved, at få vejret. B havde fejlsynket noget mad eller drikke, og det vil sige, at Onkologisk på Rigshospitalet ikke havde brugt Attylet, som jeg udtrykkeligt havde sagt var meget vigtigt. B havde ingen problemer med vejrtrækningen dagen før, og i det hele taget (Sygeplejerskene er komplet ligeglade).
Det var nok også grunden til, at B kom på Lungemedicinsk afdeling. Og som sædvanlig skulle M kæmpe for, at B kunne få sin livsvigtige medicin for sin Myasthenia Gravis, M skulle som tidligere, fortælle det til hver eneste nye sygeplejerske der kom med piller – skriver de ikke noget op?!

M passede stort set B, hele dagen. Hvilket M gerne ville (og så ødelagde sygeplejerskene ikke noget så længe).
B havde ikke kræfter til, at hoste det op, B havde fået i lungerne på Rigshospitalet, og var meget træt hele tiden.

På et tidspunkt fik B antibiotika i drop, og M vidste ikke, at når posen var tom, så bliver der trukket blod op i slangen. Så M ringer efter en sygeplejerske.
Hun fjerner droppen, og da hun går siger hun surt: “Det var ikke meget, at komme efter”.

Den 21/12-11 skulle M på apoteket, efter medicin til B, og kunne først kommer ved 11 tiden. Da M kommer er B’s vejrtrækning blevet meget dårligere, og det viser sig, at en af sygeplejerskene havde givet B øllebrød med fløde! Er sygeplejersker dummere end de fleste? M havde sagt meget tydeligt, at B ikke måtte få noget flydende. Denne sygeplejerske mente ellers selv hun var meget kompetent, og sagde flere gange, at hun gik kun op i faget. Hun smed også M ud af værelset når hun skulle ordne noget ved B, og hver gang M kom tilbage var B helt ødelagt, og havde det dårligere. der var aldrig noget, når nogen af de andre sygeplejerske lod M blive.
Natten til d. 22/12-11 døde B.

Der var nu gået 4 måneder, siden vi havde søgt om en hæve/sænkevask, og vi havde stadig intet hørt. Kommunen har ellers en frist på 2 måneder.
Chefen for myndighedsenheden i Ringsted kommune (nærmere overformynderiet), holder hånden over ergoterapeuten der har syltet sagen – men det gør de jo, præcis ligesom sygeplejerskene og lægerne holder hånden over hinanden.