Klage til Patientombuddet

Da jeg har klaget over den måde min mor blev behandlet på, har jeg nu fået papirerne med sygejournalerne,
og lægernes svar til klagen.
Her er historien:
1 : En historie fra det virkelige liv.
2 : Det uduelige sundhedsvæsen.
3 : Kampagne om blodpropper.

Det er lidt trist, at se hvordan lægen på onkologisk afdeling i Næstved, Lars Drivsholm, prøver at retfærdiggøre sig selv.
Han lyver også i sit brev til Patientombuddet.

Han skriver f.eks.

Jeg kan ikke bevise, at han har sagt det.
– men det gjorde han; ordret.

Han skriver også:

Men i journalen skriver han:

Så her kan det bevises, at han er uvederhæftig.

Fredagen i samme uge tager vi så til Næstved sygehus igen, og her er hvad lægen skrev:

Hun skriver, at vi var bekymret for, om der var ny metastaser – nej det var vi ikke, hun var scannet 5 uger tidligere, så det virkede utænkeligt.
Vi sagde, at vi troede det var en blodprop eller en hjerneblødning.
Så det var vores største bekymring; alle tegnene var der.
Og den med, at min mor havde brug for, at blive beroliget er noget vrøvl. Vi vidste der var noget galt.
Og hvorfor skriver hun i starten: “Pt. henvist af egen læge obs. apopleksi” Hvis der ikke var mistanke
om en blodprop eller hjerneblødning (apopleksi)!?
Netop fordi behandlingen med prednisolon ikke havde haft effekt, tydede det jo på at vi havde ret.

Om søndagen, hvor det går galt, på det tidspunkt er der ingen tvivl om at det var en blodprop eller
hjerneblødning, bliver hun kørt til Slagelse sygehus, ikke Roskilde sygehus som har forstand på den slags.

Jeg syntes det var underligt, at man ventede et helt døgn på at scanne, når der højst må gå 6 timer fra
skaden er sket, til man er i behandling.

Her er hvad akutlægen Rasmus Schou Christensen skriver til Patientombuddet:

Jeg gætter på at min mor ikke var en tur til Rigshospitalet værd.
Det er da også helt forrykt, at man lukker for scannerne.

Der står i mange af journalerne f.eks: “Pt. og dennes søn informeret om ovenstående og samtykker”.
Det må da være for, at få deres egen ryg fri, når de skriver sådan; Hvad er alternativet til ikke at sige ja
til lægernes planer? At der ingenting sker.
Jeg prøvede mange gange, at få dem til at lave diverse prøver, men det kunne da ikke rage dem mindre.
Man har ikke noget, at skulle have sagt som patient eller pårørende.

Nu venter jeg på en afgørelse hos Patientombuddet… Men jeg holder ikke vejret.

 

Rygning

Vi husker vist alle dengang det var tilladt, at ryge overalt.
Heldigvis er det ikke sådan mere, selvom mange rygere tror det.

Dengang blev der også røget i indkøbscentre. Husker jeg var i Lyngby Storcenter, og sad på en bænk og
ventede. Selvfølgelig kom en statsnarkoman og satte sig ned ved siden af mig, og tændte en cigaret.
Jeg beklagede mig, da jeg hverken kan lide eller tåle tobaksrøg.
Personen sagde, at der ikke stod nogle steder at man ikke måtte ryge.
Nej, der stod heller ingen steder, at man måtte.
Den manglende skiltning fortolkede vi ikke helt på samme måde.
Der stod heller ingen steder, at jeg ikke måtte pisse i hjørnet.
– Så det gjorde jeg…

Nej, selvfølgelig pissede jeg ikke i hjørnet, jeg er (til forskel for rygerne) dannet, og tænker på mine
medmennesker som ikke skal træde i, og lugte til mit pis, selvom det er sterilt.

Det var også dengang, man som ikkeryger fik et bord på en restaurant lige ved siden af en ryger.
Bordet var til ikkerygere, men det hjalp ikke så meget når der kun var en lav skærm imellem bordene.
Nogle gange var der ikke engang en skærm.

Jeg var i biografen, og en person begyndte at ryge ved siden af mig.
Jeg tænkte på, at råbe “Brand”, men det ville nok være faldet tilbage på mig selv, da rygerne var fredet
i klasse A. Jeg har ikke været i en biograf siden.

Man står som regel alene, når man siger til en ryger at det ikke er tilladt at ryge.
Selv hvis der er nogle der ikke ryger til stede, så hjælper de ikke. Mange gange tværtimod; så begynder
de at holde med rygeren. Måske en mild form for Stockholmsyndrom.

Det er som bekendt forbudt, at gøre børn fortræd. Medmindre man er ryger.
Og det er så smart; man kan ikke se på barnet, at han/hun bliver ødelagt indvendigt.
Jeg ser tit folk med en barnevogn have en smøg i gabet. De tænker ikke på (eller er ligeglade) hvilke
konsekvenser det kan få for barnet senere.

Jeg har opholdt mig meget på Lungekirurgisk afdeling på Rigshospitalet, i forbindelse med min mors
sygdom.
De fleste patienter på den afdeling er rygere eller eks-rygere.

Der var blandt andet en person der havde fået fjernet en lunge, men han fortsatte med at ryge.
– hvor dum er man så?!

I venteværelset til røntgenundersøgelse sad der flere fra afdelingen der skulle fotograferes.
Da en patient blev kaldt ind, tabte han en pakke cigaretter, som han skyndte sig at gemme igen.
– spade!

Der kom også folk til forundersøgelse, som man ikke kunne operere på, de blev så sendt videre.
Det kunne f.eks. være folk med små-cellede lungekræft, som man som regel ikke kan operere for.
Jeg snakkede med mange af dem, og de var næsten altid rygere eller eks-rygere.
– og de ville ønske, at de aldrig havde røget.

I disse multikulturelle tider, kommer der her er et multikultiaspekt:
Der var en muslimsk patient, som drev sin medpatient på stuen til vanvid, fordi hele familien sad og
larmede hele dagen så han ikke kunne sove.
Der var konstant ca. 8 personer, og de mente at den frugt der stod fremme til patienterne også var til
dem. De fik hurtigt tømt skålene.
Aftensmaden gav muslimpatienten til sin kone, og en dag kom han ud for at hente mere mad, men det var
slut. Han brokkede sig, som kun en muslim kan, og fattede vist aldrig, at der ikke var nok mad når han
også fodrede konen af.
Der var dog noget svinekød tilbage – men så sulten var han vist heller ikke.

Nu vi er ved hospitaler, så er de jo røgfri nu – på hele hospitalets område -.
Det skider rygerne på, ikke nok med at de står udenfor og ryger hvor det ikke er tilladt, de stiller
sig lige foran indgangene.
Selv ved indgangen hos onkologisk afdeling på Næstved Sygehus står folk og ryger, så folk med diverse
kræftsygdomme lige skal igennem en omgang røg for, at komme til behandling.
Hospitalsledelsen ved det godt, men de gør ikke noget ved det.

Rygning er som religion; det skal holdes langt væk fra det offentlige rum.

 

Kampagne om blodpropper

Region Sjælland kører i øjeblikket en kampagne om blodpropper i hjernen.
De skriver på deres hjemmeside, at man straks skal ringe 112 hvis man har disse symptomer:

1. Lammelse af arm og ben
    i den ene side af kroppen.

2. Talebesvær – svært ved at finde
    de rette ord eller udtale ordene.

3. Hængende mundvig i ansigtets ene side.

Det er bare ikke nemt, når lægerne ikke reagere på det.

Jeg har tidligere skrevet om min mors behandlingsforløb:
Del 1: En historie fra det virkelige liv 
Del 2: Det uduelige sundhedsvæsen

Da vi var til lægen (lad os kalde ham for Lars D.) på Onkologisk afd. på Næstved Sygehus med symptom nr. 1, en uge før det gik galt.- gjorde han intet.

3 dage før det gik galt, var vi hos vores egen læge, som sendte os til Næstved pga. mistanke om en blodprop. Der blev lagt op til indlæggelse, men lægen der
kom, sendte os hjem igen, selvom symptom nr 1. stadig var der. Måske fordi hun ikke ville underkende sin ældre kollega.
 
Da det så gik galt, min mor havde da symptom nr 1 og 2, og ambulancen kom, blev hun kørt til Næstved Sygehus, og måtte ligge et døgn, før hun blev scannet
(selvom der ikke må gå mere en 6 timer, fra blodproppen rammer, til man er i behanding).

Nu var det forsent, at gøre noget.

Så det hjælper IKKE, at være hurtig.

Region Sjælland viser også nogle succes historier på deres hjemmeside (kun 4. stk) – hyklerisk!
– De burde også vise min mors, og andre historier af samme slags – jeg ved der er mange.
Og få så fjernet de uduelige læger og sygeplejersker!

Læger (og sygeplejersker) har åbenbart licens til, at ødelægge andres liv, uden nogen konsekvenser for dem selv.
De bliver også altid støttet af deres kollegaer, lige meget hvor meget lort de har lavet.

 

Det uduelige sundhedsvæsen

Dette er en forsættelse af mit tidligere indlæg: En historie fra det virkelige liv.
…

B skulle have en anden kørestol, der passede til hende, Det tog over en måned, fordi ergoterapeuten (lad os kalde hende Lone) fra Ringsted kommune skulle have ferie først, og hun ville med. Da kørestolen så kom, lavede kommunenisten ikke en skid, det ordnede personen fra kørestolsfirmaet. Senere da der skulle laves nogle justeringer på stolen, var hun ikke med; så det kunne godt lade sig gøre uden hende.
– Så B skulle sidde og få ondt i ryggen, i over en måned uden grund.

Den 6/9-11 søgte vi så en hæve/sænke vask da B sidder skævt, og får ondt i skulderen og ryggen,
hun kan heller ikke selv børste tænder og vaske sig i den stilling, hvilket er vigtig for genoptræningen.
Desuden spurgte M til et specielt sæde til bilen, så B ikke sidder og vipper, fordi hun ikke kan bruge sit ben, og sædet skal også kunne drejes.
Sædet lod kommunenisten som om hun ikke hørte, men vasken blev søgt.
Jeg har så ringet den. 5/10-11 til kommunenisten, og spurgt til vasken; hun sagde, at hun overhovedet ikke har kikket på sagen.

Det skal siges, at jeg har haft en kontrovers med kommunenisten, blandt andet om trappeliften, som vi jo har været nødt til selv, at købe.
Det har ikke været nemt, jeg har måttet sælge nogle af mine ting, og lånt penge rundt omkring, men det lykkedes.
Da hun så, at vi hade anskaffet liften blev hun lidt sur, da jeg sagde at jeg gerne ville søge om tilskud til den. Hun sagde, at nu når vi havde anskaffet den selv, måtte hun jo afslå et tilskud.
Det rettede hun senere til, at hun ville kikke på loven om reglerne, fordi hun ikke var sikker. Vi har ikke hørt noget videre om den sag.
Hun ville desuden også se hvordan vi brugte liften, før B kunne komme i betragtning!? Hvorfor? liften er købt og den virker, den eneste grund jeg kan se, er at hun vil ydmyge os.

Jeg har på fornemmelsen, at hun sylter vasken pga. kontroversen.

I November blev der så fundet nye metastaser i hjernen, og en ny blodprop. Desuden var der noget i lungerne.
B blev scannet 3 måneder før, og der var ingenting (hvis de har gjort det rigtigt, jeg tvivler). Men Onkologen på Næstved sygehus mente, at 3 måneder var en god tid til næste scanning.
– Det var alt for lang tid, hvilket jeg tror onkologen udemærket var klar over.

B skulle så på Rigshospitalet 1 December til en stereotaktisk strålebehandling (præcis stråling af svulsten). Det er kun 1 behandling.
Men først skulle B scannes igen, og fordi der nu var gået nogle uger, kunne man ikke bruge stereotaktisk stråling, fordi kræften havde bredt sig. Så det blev stråling af hele hovedet, og det skulle gives 10 gange.
B havde desuden også fået en tid til kemo 10 dage efter sidste stråling, pga metastaserne i lungerne.

For hver strålebehandling blev B mere, og mere træt. Ved den 8 behandling Mandag d. 12/12-11, kunne B ikke vågne op igen, B var helt bevidstløs.
Så lægerne besluttede, at aflyse de to sidste behandlinger, og køre B op på Onkologisk afdeling.
B vågnede op i løbet af aftenen, og næste dag ønskede B selv, at gøre strålebehandlingerne færdige. Så B blev på afdelingen til Onsdag (til meget ærgelse for personalet, da de gerne ville have B ud af vagten) hvor B efter sidste behandling skulle sendes til Holbæk eller Slagelse (Holbæk ville ikke have B, grunden kan læses i første del af historien).
Pga af B’s blodprop, kunne B ikke spise eller drikke flydende mad og drikke. Det skulle blandes op med noget fortykningsmiddel (Attylet).
M havde selv Attylet med, og forklarede personalet hvordan det skulle bruges (de anede ikke hvad det var), da B skulle flyttes til Slagelse næste dag, og M ville møde B på Slagelse, gjorde M alt klart, og skrev tydeligt hvilke piller B skulle have, og hvor meget attylet der skulle i mad og drikkevare.
Da B endelig dukkede op på Slagelse (Ambulancen var forsinket i 4 timer), havde B svært ved, at få vejret. B havde fejlsynket noget mad eller drikke, og det vil sige, at Onkologisk på Rigshospitalet ikke havde brugt Attylet, som jeg udtrykkeligt havde sagt var meget vigtigt. B havde ingen problemer med vejrtrækningen dagen før, og i det hele taget (Sygeplejerskene er komplet ligeglade).
Det var nok også grunden til, at B kom på Lungemedicinsk afdeling. Og som sædvanlig skulle M kæmpe for, at B kunne få sin livsvigtige medicin for sin Myasthenia Gravis, M skulle som tidligere, fortælle det til hver eneste nye sygeplejerske der kom med piller – skriver de ikke noget op?!

M passede stort set B, hele dagen. Hvilket M gerne ville (og så ødelagde sygeplejerskene ikke noget så længe).
B havde ikke kræfter til, at hoste det op, B havde fået i lungerne på Rigshospitalet, og var meget træt hele tiden.

På et tidspunkt fik B antibiotika i drop, og M vidste ikke, at når posen var tom, så bliver der trukket blod op i slangen. Så M ringer efter en sygeplejerske.
Hun fjerner droppen, og da hun går siger hun surt: “Det var ikke meget, at komme efter”.

Den 21/12-11 skulle M på apoteket, efter medicin til B, og kunne først kommer ved 11 tiden. Da M kommer er B’s vejrtrækning blevet meget dårligere, og det viser sig, at en af sygeplejerskene havde givet B øllebrød med fløde! Er sygeplejersker dummere end de fleste? M havde sagt meget tydeligt, at B ikke måtte få noget flydende. Denne sygeplejerske mente ellers selv hun var meget kompetent, og sagde flere gange, at hun gik kun op i faget. Hun smed også M ud af værelset når hun skulle ordne noget ved B, og hver gang M kom tilbage var B helt ødelagt, og havde det dårligere. der var aldrig noget, når nogen af de andre sygeplejerske lod M blive.
Natten til d. 22/12-11 døde B.

Der var nu gået 4 måneder, siden vi havde søgt om en hæve/sænkevask, og vi havde stadig intet hørt. Kommunen har ellers en frist på 2 måneder.
Chefen for myndighedsenheden i Ringsted kommune (nærmere overformynderiet), holder hånden over ergoterapeuten der har syltet sagen – men det gør de jo, præcis ligesom sygeplejerskene og lægerne holder hånden over hinanden.

 

En historie fra det virkelige liv

Her er en historie fra det virkelig liv – hvor 2 læger inden for en uge overser en blodprop:

På grund af anonymiteten kalder jeg personerne for “B” og “M” .

Lidt forhistorie: B får diagnosticeret lungekræft i februar 2010, og får fjernet en lungelap i april.
Alt kræften blev fjernet, og med en forbyggende kemo-terapi efterfølgende, troede B og M, at alt var godt.

Et år efter, i April 2011, finder man en metastase i højre side af hjernen på 4 cm; ikke fordi man scanner hjernen
ved kontrol, selv om man ved, at lungekræft ofte spreder sig dertil. Men fordi B har nogle symptomer i hånd og kind.
B bliver opereret indenfor 3 uger, og hele svulsten bliver fjernet.

Lige efter operationen har B problemer med højre ben, B kan ikke støtte på benet i et øjeblik, og vi slår det hen
med, at det er på grund af operationen; hjernen kan være hævet.

De efterfølgende uger begynder der også, at opstå periodisk lammelse i højre arm og ben af ca 5-10 minutters varighed,
2-3 gange om dagen, som bliver værre for hver dag.

Mandagen før kristi himmelfartsdag skal B til Onkologisk afdeling i Næstved, da man ved en kontrolscanning har
fundet en lymfeknude ved lungen der var hævet lidt.
B fortæller om sine lammelser, og lægen (lad os kalde ham Lars) tror straks der er nye metastaser, selvom B og M siger, at det er umuligt; da B blev scannet for ca 5 uger siden, og der kan ikke opstå metastaser så hurtigt.
M mente der måske var tale om en begyndende blodprop eller blødning i hjernen.
Men lægen var helt sikker, fordi da B kunne sidde og snakke, kunne det ikke være en blødning eller blodprop.
Så B skulle vente på brev fra Røngtenafdelingen til en MR-scanning. Hun fik så prednisolon som fjerner vandet
omkring svulsten (Ødem); Så symptomerne ville gå væk i løbet af et par dage; så ville man også være sikker på, at det var en svulst.
Desuden blev CT-scanning, og behandling af lymfeknuden stoppet.

B fik så brevet til MR-scanning, og der ville gå 2 uger.

Prednisolonen virkede ikke og Fredag efter Kristi himmelfartsdag gik B til egen læge, og fortalte, at det blev
værre og værre.
Han indlagde så B på Næstved, med mistanke om en blodprop (Normalt høre B til Slagelse, men på grund af en
neurologisk sygdom B har i forvejen, blev det Næstved, da de har neurologer).
B og M kørte selv derop, og der blev lagt op til indlæggelse. En læge kommer ind, og B fortæller, at prednisolonen
ikke har virket, og det desuden ikke kan være en metastase, da B er scannet for ca 6 uger siden.
Denne læge mente også det var en svulst, så hun syntes B skulle vente på den MR-scanning B var skrevet op til om ca. en uge.
Desuden havde det lige været helligdag dagen i forvejen så deres MR-scanner var lukket?!

B og M kørte hjem, og om søndag var B lammet i armen hele dagen, og kl. ca 17 sad M og snakkede til B
og hun kunne kun sige “Okay” og “Ja”.
Derefter var det med ambulance til Slagelse sygehus, hvor MR-scanneren også var lukket fordi det var Søndag?!
Så først om Mandagen kunne man scanne, og der var selvfølgelig ikke nogen svulst. Det var en blodprop.

Så nu skulle B til Holbæk sygehus, fordi de åbenbart er eksperter i den slags.

B blev kørt til Holbæk sygehus Apopleksi afdelingen samme dag,
og det var ligesom at kommer på en afdeling fra 1930.
M gav dem en medicinliste og medicinen, med B’s normale medicin.
Da M kommer næste dag opdager M hun ikke har fået
sin medicin, og de har smidt den liste M havde med, ud. Sygeplejersken sagde, at det ikke var noget deres læge havde ordineret, derfor kunne de ikke give det.
Hvis B ikke får sin medicin kan det gå ud over åndedrættet, så B ikke kan få vejret, og da M ikke måtte være særlig længe på afdelingen sammen med B (M måtte ikke engang sidde i opholdsrummet), var det vigtigt de forstod det. Det lykkedes, at få dem til, at fatte det.
M blev desuden skældt ud konstant, fordi han ville følge med i hvad der skete med B. Specielt een sygeplejerske blev ved med, at være efter M.

Heldigvis blev B flyttet til Slagelse sygehus Geriatrisk afdeling om torsdagen (hvad grunden var til, at hun skulle
til holbæk til, at begynde med vides ikke, det eneste de gjorde var at give hende en magnyl).

På slagelse begyndte man straks på genoptræning og talepædagog, og flinke sygeplejersker som ikke var så
hysteriske, om man var sammen med sine pårørende.
En lille rettelse d. 14 juli; ikke alle er flinke, M har lige fået sin første skideballe af en sygeplejerske (lad
os kalde hende Helle).
Men der er jo altid mindst een der er sådan!
Rettelse igen d. 18 juli; endnu en skideballe af en sygeplejerske (lad os kalde hende Christina), fordi M vil hjælpe B med maden – M må ikke sidde i opholds/spisestuen fordi:
1: Nogle patienter har spisebesvær, og de tror M sidder og kikker på dem.
2: Hvis een pårørende får lov, vil alle de andres pårørende også være der.
3: Patienterne kan finde på, at tilbyde M mad?!
Det er de 3 undskyldninger M har fået.
M har hjulpet med maden den sidste uge i opholdsrummet. Før det spiste B et andet sted.

En anden ting er, hvordan patienterne bliver behandlet; Een patient sad på samme sted i sin kørestol i opholdsrummet fra kl. 12 (måske før, men M kom ikke før) til kl. 21 om aftenen.
M har også måtte holde øje med, at patienterne ikke rejste sig fra kørestolen, for derefter at falde; imens sygeplejerskerne har spist aftensmad.
M har ringet alarm mange gange, når en patient er faldet; ikke almindelig kald, men alarm! ellers kommer sygeplejerskerne ikke. Så hvis M ikke havde været der, kunne de have ligget længe på gulvet.
– men det er jo også god mad sygeplejerskerne får; det er det mad patienterne ikke får spist – flot smørrebrød.

Desuden er B ikke blevet trænet i en uge.
B fik nogle angstanfald om natten, som hun ikke kunne få sygeplejerskerne til, at forstå.
Derfor lagde M en pille (Alopam) på hendes natbord, som hun kunne tage – den virker hurtigt mod angst –
Men den pille tog sygeplejersken fra hende, og forbød hende, at få den! M fik ingenting at vide, men har nu den 24 juli fundet ud af det.
– Hvad bilder de sig egentlig ind! Er det en form for magttrip!? Jeg tror det!
M har virkelig taget fejl af den afdeling.

M kan huske, der skulle komme nogle mennesker for, at se hvordan tingene forgik på afdelingen. Alle sygplejerskene gik og advarede hinanden om, at nu skulle de gøre tingene ordentligt, imens de var der.

Nu vil Onkologisk afdeling i Næstved ikke behandle B for den hævede lymfeknude, på grund af blodproppen. Det var måske også fornuftigt lige i starten, men nu hvor B er mere frisk og kan sige mere, kunne man godt begynde på det –
ihvertfald starte med, at CT-scanne knuden for at se om den er vokset yderligere.
Men det vil man heller ikke; så B og M går og spekulerer på om lymfeknuden er blevet større.
Geriatrisk afdeling i slagelse, har to gange lovet, at sende en henvisning til onkologerne i næstved,
men de gør det ikke.
– de skriver til dem, men sender dem ikke afsted.

Nu skulle Ringsted kommune ind i sagen for, at se hvad der skal gives af hjælpemidler, og om hjemmet skal laves mere handicapvenligt.
M sagde, at han vil klare det meste og det eneste vi får brug for er en kørestol, og en rampe… og det vigtigste;
en trappelift.
Stuen er oppe af nogle trapper, og der plejer B og M, at se fjernsyn, og i det hele taget opholde sig.

Men det ville kommunen ikke bevilge, hun sagde at det var stort set umulig, at få en trappelift; og grunden var, at B’s “prognose ikke var så god”;
Oversat til dansk: Kommunen regner ikke med, at B lever så længe, så det er en dårlig investering.
– En kørestol, rampe, elevationsseng og lign. kan man jo give til andre; men en trappelift skal laves specielt til
trappen.
Men M kunne da søge om det, der ville så først gå 2 uger efter B er kommet hjem, før man søgte; derefter 2-3
måneder inden afgørelsen – som jo højst sandsynligt vil blive et afslag.
Så kommunen mener, at B skal bo i køkkenet. De vil godt hjælpe med, at skaffe en anden bolig, men hvofor det,
når B og M er glade for den lejlighed de har nu.

Så nu må M ud og skaffe 70.000.- til en trappelift.

B kom hjem tirsdag d.19 juli; og M skulle hente hende kl. 8 om morgenen.
Sygeplejerskene lod M sidde og vente i 2 timer før de tog B op af sengen; og først efter, at M havde spurgt ind til det. Da M påpegede det, fik M at vide, at nogen havde mere behov for, at komme op end andre!
Nu har M været på afdelingen siden 9 juni, og ved at patienterne kommer op i rækkefølge, nogle gange den ene vej, andre gange den anden.
– Sygeplejersken havde set M sad og ventede… Hun sagde så: at de havde meget travlt da de ikke var så mange, og så måtte vi bare sætte krydset det rigtige sted næste gang! Vi ved vidst godt hvor sygeplejersker sætter krydset, og jeg tror ikke det vil hjælpe.

Jeg kan lige fortælle, at B nu endelig er scannet, og lymfeknuden var ikke vokset – sikke mange bekymringer man kunne være sparet, hvis de havde scannet hende på Slagelse.