Afgørelse på klage

Nu har jeg fået svaret fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn på klagen, om min mors behandling på sygehusene.

Alle indlæg om min mors behandling.

Og som forventet fik jeg ikke medhold:

Besluttet af: Landsdommer Michael Kistrup og medunderskriver forfatter Bøje Pommer

Autorisationslovens §17

Læg mærke til, at der står i sidste afsnit af afgørelsen:

“Dette  er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling”

Så hvis man får en læge der lige er gået ud af skolen, så er det “den bedst mulige behandling” efter han’s/hendes evner. Og der kan ikke kritiseres, hvis personen laver noget lort, fordi han ved jo ikke bedre.
Min mor har bestemt ikke fået den bedst mulige behandling.

Man kan kun få medhold hvis det absolut ikke kan undgåes .f.eks.hvis det går ud over en kendt person, hvis det er meget grelt, eller man får meget medieomtale (ingen medier ville fortælle om min mors sag).
Patientombuddet (tidligere patientklagenævnet) er pot og pande med lægerne. Så de gør selvfølgelig hvad de kan for, at undgå, at de bliver miskrediteret.

Her er en historie om min mormor som var indlagt på Amager Hospital (ca. 2005):
Hun stod til udskrivning, og havde det fint, udover hun ikke gik så godt, så hun brugte rollator.
Et par dage før hun skulle hjem, gik hun ned af gangen med sin rollator, med en sygeplejerske
bagved, som støtte.
Da min mormor ikke gik hurtigt nok, sparkede sygeplejersken til hendes ben så hun faldt, og brækkede hoften.
Nu skulle hun så opereres i stedet for, at komme hjem.
Operationen gik fint, men hun vågnede aldrig fra narkosen.
– desuden blev der stjålet penge fra hendes pung, efter hun var død.

Vi klagede til Patientklagenævnet, som afgjorde, at der ikke var grund til kritik af sygeplejersken.
– det er åbenbart meget normalt, at sparke til patienterne.
Det var også utroligt som alle, på hospitalet holdt hånden over pågældende sygeplejerske.
De lavede nærmest en mur omkring hende.
– man beskytter jo sine egne.

 

Klage til Patientombuddet

Da jeg har klaget over den måde min mor blev behandlet på, har jeg nu fået papirerne med sygejournalerne,
og lægernes svar til klagen.
Her er historien:
1 : En historie fra det virkelige liv.
2 : Det uduelige sundhedsvæsen.
3 : Kampagne om blodpropper.

Det er lidt trist, at se hvordan lægen på onkologisk afdeling i Næstved, Lars Drivsholm, prøver at retfærdiggøre sig selv.
Han lyver også i sit brev til Patientombuddet.

Han skriver f.eks.

Jeg kan ikke bevise, at han har sagt det.
– men det gjorde han; ordret.

Han skriver også:

Men i journalen skriver han:

Så her kan det bevises, at han er uvederhæftig.

Fredagen i samme uge tager vi så til Næstved sygehus igen, og her er hvad lægen skrev:

Hun skriver, at vi var bekymret for, om der var ny metastaser – nej det var vi ikke, hun var scannet 5 uger tidligere, så det virkede utænkeligt.
Vi sagde, at vi troede det var en blodprop eller en hjerneblødning.
Så det var vores største bekymring; alle tegnene var der.
Og den med, at min mor havde brug for, at blive beroliget er noget vrøvl. Vi vidste der var noget galt.
Og hvorfor skriver hun i starten: “Pt. henvist af egen læge obs. apopleksi” Hvis der ikke var mistanke
om en blodprop eller hjerneblødning (apopleksi)!?
Netop fordi behandlingen med prednisolon ikke havde haft effekt, tydede det jo på at vi havde ret.

Om søndagen, hvor det går galt, på det tidspunkt er der ingen tvivl om at det var en blodprop eller
hjerneblødning, bliver hun kørt til Slagelse sygehus, ikke Roskilde sygehus som har forstand på den slags.

Jeg syntes det var underligt, at man ventede et helt døgn på at scanne, når der højst må gå 6 timer fra
skaden er sket, til man er i behandling.

Her er hvad akutlægen Rasmus Schou Christensen skriver til Patientombuddet:

Jeg gætter på at min mor ikke var en tur til Rigshospitalet værd.
Det er da også helt forrykt, at man lukker for scannerne.

Der står i mange af journalerne f.eks: “Pt. og dennes søn informeret om ovenstående og samtykker”.
Det må da være for, at få deres egen ryg fri, når de skriver sådan; Hvad er alternativet til ikke at sige ja
til lægernes planer? At der ingenting sker.
Jeg prøvede mange gange, at få dem til at lave diverse prøver, men det kunne da ikke rage dem mindre.
Man har ikke noget, at skulle have sagt som patient eller pårørende.

Nu venter jeg på en afgørelse hos Patientombuddet… Men jeg holder ikke vejret.

 

Kampagne om blodpropper

Region Sjælland kører i øjeblikket en kampagne om blodpropper i hjernen.
De skriver på deres hjemmeside, at man straks skal ringe 112 hvis man har disse symptomer:

1. Lammelse af arm og ben
    i den ene side af kroppen.

2. Talebesvær – svært ved at finde
    de rette ord eller udtale ordene.

3. Hængende mundvig i ansigtets ene side.

Det er bare ikke nemt, når lægerne ikke reagere på det.

Jeg har tidligere skrevet om min mors behandlingsforløb:
Del 1: En historie fra det virkelige liv 
Del 2: Det uduelige sundhedsvæsen

Da vi var til lægen (lad os kalde ham for Lars D.) på Onkologisk afd. på Næstved Sygehus med symptom nr. 1, en uge før det gik galt.- gjorde han intet.

3 dage før det gik galt, var vi hos vores egen læge, som sendte os til Næstved pga. mistanke om en blodprop. Der blev lagt op til indlæggelse, men lægen der
kom, sendte os hjem igen, selvom symptom nr 1. stadig var der. Måske fordi hun ikke ville underkende sin ældre kollega.
 
Da det så gik galt, min mor havde da symptom nr 1 og 2, og ambulancen kom, blev hun kørt til Næstved Sygehus, og måtte ligge et døgn, før hun blev scannet
(selvom der ikke må gå mere en 6 timer, fra blodproppen rammer, til man er i behanding).

Nu var det forsent, at gøre noget.

Så det hjælper IKKE, at være hurtig.

Region Sjælland viser også nogle succes historier på deres hjemmeside (kun 4. stk) – hyklerisk!
– De burde også vise min mors, og andre historier af samme slags – jeg ved der er mange.
Og få så fjernet de uduelige læger og sygeplejersker!

Læger (og sygeplejersker) har åbenbart licens til, at ødelægge andres liv, uden nogen konsekvenser for dem selv.
De bliver også altid støttet af deres kollegaer, lige meget hvor meget lort de har lavet.