Klage til Patientombuddet

Da jeg har klaget over den måde min mor blev behandlet på, har jeg nu fået papirerne med sygejournalerne,
og lægernes svar til klagen.
Her er historien:
1 : En historie fra det virkelige liv.
2 : Det uduelige sundhedsvæsen.
3 : Kampagne om blodpropper.

Det er lidt trist, at se hvordan lægen på onkologisk afdeling i Næstved, Lars Drivsholm, prøver at retfærdiggøre sig selv.
Han lyver også i sit brev til Patientombuddet.

Han skriver f.eks.

Jeg kan ikke bevise, at han har sagt det.
– men det gjorde han; ordret.

Han skriver også:

Men i journalen skriver han:

Så her kan det bevises, at han er uvederhæftig.

Fredagen i samme uge tager vi så til Næstved sygehus igen, og her er hvad lægen skrev:

Hun skriver, at vi var bekymret for, om der var ny metastaser – nej det var vi ikke, hun var scannet 5 uger tidligere, så det virkede utænkeligt.
Vi sagde, at vi troede det var en blodprop eller en hjerneblødning.
Så det var vores største bekymring; alle tegnene var der.
Og den med, at min mor havde brug for, at blive beroliget er noget vrøvl. Vi vidste der var noget galt.
Og hvorfor skriver hun i starten: “Pt. henvist af egen læge obs. apopleksi” Hvis der ikke var mistanke
om en blodprop eller hjerneblødning (apopleksi)!?
Netop fordi behandlingen med prednisolon ikke havde haft effekt, tydede det jo på at vi havde ret.

Om søndagen, hvor det går galt, på det tidspunkt er der ingen tvivl om at det var en blodprop eller
hjerneblødning, bliver hun kørt til Slagelse sygehus, ikke Roskilde sygehus som har forstand på den slags.

Jeg syntes det var underligt, at man ventede et helt døgn på at scanne, når der højst må gå 6 timer fra
skaden er sket, til man er i behandling.

Her er hvad akutlægen Rasmus Schou Christensen skriver til Patientombuddet:

Jeg gætter på at min mor ikke var en tur til Rigshospitalet værd.
Det er da også helt forrykt, at man lukker for scannerne.

Der står i mange af journalerne f.eks: “Pt. og dennes søn informeret om ovenstående og samtykker”.
Det må da være for, at få deres egen ryg fri, når de skriver sådan; Hvad er alternativet til ikke at sige ja
til lægernes planer? At der ingenting sker.
Jeg prøvede mange gange, at få dem til at lave diverse prøver, men det kunne da ikke rage dem mindre.
Man har ikke noget, at skulle have sagt som patient eller pårørende.

Nu venter jeg på en afgørelse hos Patientombuddet… Men jeg holder ikke vejret.