En historie fra det virkelige liv

Her er en historie fra det virkelig liv – hvor 2 læger inden for en uge overser en blodprop:

På grund af anonymiteten kalder jeg personerne for “B” og “M” .

Lidt forhistorie: B får diagnosticeret lungekræft i februar 2010, og får fjernet en lungelap i april.
Alt kræften blev fjernet, og med en forbyggende kemo-terapi efterfølgende, troede B og M, at alt var godt.

Et år efter, i April 2011, finder man en metastase i højre side af hjernen på 4 cm; ikke fordi man scanner hjernen
ved kontrol, selv om man ved, at lungekræft ofte spreder sig dertil. Men fordi B har nogle symptomer i hånd og kind.
B bliver opereret indenfor 3 uger, og hele svulsten bliver fjernet.

Lige efter operationen har B problemer med højre ben, B kan ikke støtte på benet i et øjeblik, og vi slår det hen
med, at det er på grund af operationen; hjernen kan være hævet.

De efterfølgende uger begynder der også, at opstå periodisk lammelse i højre arm og ben af ca 5-10 minutters varighed,
2-3 gange om dagen, som bliver værre for hver dag.

Mandagen før kristi himmelfartsdag skal B til Onkologisk afdeling i Næstved, da man ved en kontrolscanning har
fundet en lymfeknude ved lungen der var hævet lidt.
B fortæller om sine lammelser, og lægen (lad os kalde ham Lars) tror straks der er nye metastaser, selvom B og M siger, at det er umuligt; da B blev scannet for ca 5 uger siden, og der kan ikke opstå metastaser så hurtigt.
M mente der måske var tale om en begyndende blodprop eller blødning i hjernen.
Men lægen var helt sikker, fordi da B kunne sidde og snakke, kunne det ikke være en blødning eller blodprop.
Så B skulle vente på brev fra Røngtenafdelingen til en MR-scanning. Hun fik så prednisolon som fjerner vandet
omkring svulsten (Ødem); Så symptomerne ville gå væk i løbet af et par dage; så ville man også være sikker på, at det var en svulst.
Desuden blev CT-scanning, og behandling af lymfeknuden stoppet.

B fik så brevet til MR-scanning, og der ville gå 2 uger.

Prednisolonen virkede ikke og Fredag efter Kristi himmelfartsdag gik B til egen læge, og fortalte, at det blev
værre og værre.
Han indlagde så B på Næstved, med mistanke om en blodprop (Normalt høre B til Slagelse, men på grund af en
neurologisk sygdom B har i forvejen, blev det Næstved, da de har neurologer).
B og M kørte selv derop, og der blev lagt op til indlæggelse. En læge kommer ind, og B fortæller, at prednisolonen
ikke har virket, og det desuden ikke kan være en metastase, da B er scannet for ca 6 uger siden.
Denne læge mente også det var en svulst, så hun syntes B skulle vente på den MR-scanning B var skrevet op til om ca. en uge.
Desuden havde det lige været helligdag dagen i forvejen så deres MR-scanner var lukket?!

B og M kørte hjem, og om søndag var B lammet i armen hele dagen, og kl. ca 17 sad M og snakkede til B
og hun kunne kun sige “Okay” og “Ja”.
Derefter var det med ambulance til Slagelse sygehus, hvor MR-scanneren også var lukket fordi det var Søndag?!
Så først om Mandagen kunne man scanne, og der var selvfølgelig ikke nogen svulst. Det var en blodprop.

Så nu skulle B til Holbæk sygehus, fordi de åbenbart er eksperter i den slags.

B blev kørt til Holbæk sygehus Apopleksi afdelingen samme dag,
og det var ligesom at kommer på en afdeling fra 1930.
M gav dem en medicinliste og medicinen, med B’s normale medicin.
Da M kommer næste dag opdager M hun ikke har fået
sin medicin, og de har smidt den liste M havde med, ud. Sygeplejersken sagde, at det ikke var noget deres læge havde ordineret, derfor kunne de ikke give det.
Hvis B ikke får sin medicin kan det gå ud over åndedrættet, så B ikke kan få vejret, og da M ikke måtte være særlig længe på afdelingen sammen med B (M måtte ikke engang sidde i opholdsrummet), var det vigtigt de forstod det. Det lykkedes, at få dem til, at fatte det.
M blev desuden skældt ud konstant, fordi han ville følge med i hvad der skete med B. Specielt een sygeplejerske blev ved med, at være efter M.

Heldigvis blev B flyttet til Slagelse sygehus Geriatrisk afdeling om torsdagen (hvad grunden var til, at hun skulle
til holbæk til, at begynde med vides ikke, det eneste de gjorde var at give hende en magnyl).

På slagelse begyndte man straks på genoptræning og talepædagog, og flinke sygeplejersker som ikke var så
hysteriske, om man var sammen med sine pårørende.
En lille rettelse d. 14 juli; ikke alle er flinke, M har lige fået sin første skideballe af en sygeplejerske (lad
os kalde hende Helle).
Men der er jo altid mindst een der er sådan!
Rettelse igen d. 18 juli; endnu en skideballe af en sygeplejerske (lad os kalde hende Christina), fordi M vil hjælpe B med maden – M må ikke sidde i opholds/spisestuen fordi:
1: Nogle patienter har spisebesvær, og de tror M sidder og kikker på dem.
2: Hvis een pårørende får lov, vil alle de andres pårørende også være der.
3: Patienterne kan finde på, at tilbyde M mad?!
Det er de 3 undskyldninger M har fået.
M har hjulpet med maden den sidste uge i opholdsrummet. Før det spiste B et andet sted.

En anden ting er, hvordan patienterne bliver behandlet; Een patient sad på samme sted i sin kørestol i opholdsrummet fra kl. 12 (måske før, men M kom ikke før) til kl. 21 om aftenen.
M har også måtte holde øje med, at patienterne ikke rejste sig fra kørestolen, for derefter at falde; imens sygeplejerskerne har spist aftensmad.
M har ringet alarm mange gange, når en patient er faldet; ikke almindelig kald, men alarm! ellers kommer sygeplejerskerne ikke. Så hvis M ikke havde været der, kunne de have ligget længe på gulvet.
– men det er jo også god mad sygeplejerskerne får; det er det mad patienterne ikke får spist – flot smørrebrød.

Desuden er B ikke blevet trænet i en uge.
B fik nogle angstanfald om natten, som hun ikke kunne få sygeplejerskerne til, at forstå.
Derfor lagde M en pille (Alopam) på hendes natbord, som hun kunne tage – den virker hurtigt mod angst –
Men den pille tog sygeplejersken fra hende, og forbød hende, at få den! M fik ingenting at vide, men har nu den 24 juli fundet ud af det.
– Hvad bilder de sig egentlig ind! Er det en form for magttrip!? Jeg tror det!
M har virkelig taget fejl af den afdeling.

M kan huske, der skulle komme nogle mennesker for, at se hvordan tingene forgik på afdelingen. Alle sygplejerskene gik og advarede hinanden om, at nu skulle de gøre tingene ordentligt, imens de var der.

Nu vil Onkologisk afdeling i Næstved ikke behandle B for den hævede lymfeknude, på grund af blodproppen. Det var måske også fornuftigt lige i starten, men nu hvor B er mere frisk og kan sige mere, kunne man godt begynde på det –
ihvertfald starte med, at CT-scanne knuden for at se om den er vokset yderligere.
Men det vil man heller ikke; så B og M går og spekulerer på om lymfeknuden er blevet større.
Geriatrisk afdeling i slagelse, har to gange lovet, at sende en henvisning til onkologerne i næstved,
men de gør det ikke.
– de skriver til dem, men sender dem ikke afsted.

Nu skulle Ringsted kommune ind i sagen for, at se hvad der skal gives af hjælpemidler, og om hjemmet skal laves mere handicapvenligt.
M sagde, at han vil klare det meste og det eneste vi får brug for er en kørestol, og en rampe… og det vigtigste;
en trappelift.
Stuen er oppe af nogle trapper, og der plejer B og M, at se fjernsyn, og i det hele taget opholde sig.

Men det ville kommunen ikke bevilge, hun sagde at det var stort set umulig, at få en trappelift; og grunden var, at B’s “prognose ikke var så god”;
Oversat til dansk: Kommunen regner ikke med, at B lever så længe, så det er en dårlig investering.
– En kørestol, rampe, elevationsseng og lign. kan man jo give til andre; men en trappelift skal laves specielt til
trappen.
Men M kunne da søge om det, der ville så først gå 2 uger efter B er kommet hjem, før man søgte; derefter 2-3
måneder inden afgørelsen – som jo højst sandsynligt vil blive et afslag.
Så kommunen mener, at B skal bo i køkkenet. De vil godt hjælpe med, at skaffe en anden bolig, men hvofor det,
når B og M er glade for den lejlighed de har nu.

Så nu må M ud og skaffe 70.000.- til en trappelift.

B kom hjem tirsdag d.19 juli; og M skulle hente hende kl. 8 om morgenen.
Sygeplejerskene lod M sidde og vente i 2 timer før de tog B op af sengen; og først efter, at M havde spurgt ind til det. Da M påpegede det, fik M at vide, at nogen havde mere behov for, at komme op end andre!
Nu har M været på afdelingen siden 9 juni, og ved at patienterne kommer op i rækkefølge, nogle gange den ene vej, andre gange den anden.
– Sygeplejersken havde set M sad og ventede… Hun sagde så: at de havde meget travlt da de ikke var så mange, og så måtte vi bare sætte krydset det rigtige sted næste gang! Vi ved vidst godt hvor sygeplejersker sætter krydset, og jeg tror ikke det vil hjælpe.

Jeg kan lige fortælle, at B nu endelig er scannet, og lymfeknuden var ikke vokset – sikke mange bekymringer man kunne være sparet, hvis de havde scannet hende på Slagelse.