Benzodiazepiner

Læger og psykiatere ved ikke nok om Benzodiazepiner.

Benzodiazepiner er medicin mod angst og uro, og som sovemiddel. Da jeg først fik dem hed de Alopam. Der findes mange typer alt efter hvor længe de virker (halveringstiden), og er i kroppen. De kan bl.a. hedde: Oxapax, Oxabenz, Oxazepam og Risolid m.m.

Jeg fik første gang Alopam da min mor blev syg i 2010. Jeg startede på 2.5mg 3 gange om dagen som virkede fint på det tidspunkt.
Men man udvikler tolerance over for dem, og i løbet ef et par år var jeg oppe på 15mg 3 gange om dagen som er max dosis man anbefaler. Man kan give mere i nogle tilfælde.
Man bliver afhængig efter 14 dage.

Jeg har for øvrigt fået Citalopram (såkaldte lykkepiller, selvom man ikke bliver lykkelig af dem) i mange år.
Dem var jeg stoppet med i oktober 2016, fordi jeg havde det rigtig godt. Og man kan sagtens stoppe med dem rimeligt hurtigt, uden problemer.
Hvis symptomerne kommer tilbage, begynder man bare at tage dem igen.
Og som det skulle vise sig, kan jeg ikke undvære dem.

Jeg fortsatte på medicinen (Alopam) til november 2016, hvor jeg gik til lægen og sagde at jeg gerne ville stoppe med dem (de virkede ikke mere). Jeg havde hørt, at man skulle trappes meget langsomt ud af Benzodiazepiner, Specielt når jeg havde fået dem i 7 år.
Man anbefaler, at man går til lægen og får en nedtrapningsplan.

Men lægen, som åbenbart intet vidste om Benzodiazepiner, sagde at jeg bare skulle fjerne 5mg om dagen; den ene dag, om morgenen, og den næste dag, om eftermidddagen, og næste dag om aftenen o.s.v. Jeg tænkte; OK, han må jo vide det, jeg havde måske misforstået noget.

Men nej, jeg kom alt for hurtigt ud af dem, specielt fordi jeg havde taget dem så længe. Det kan tage halve til hele år, at komme ud af dem. Det er der ikke mange der ved, heller ikke dem der bør vide det.

Det kan også tage en måneds tid før man mærker det, når man stopper for hurtigt. Men så mærker man det også.
Selvom man har udviklet tolerance over for dem, så må man stadig ikke stoppe for hurtigt.

Jeg gik julen over, og kunne godt mærke, at jeg havde det anderledes. Jeg havde bl.a. meget levende ubehagelige drømme, som jeg kunne huske meget tydeligt dagen efter, det plejede jeg ikke at have. Jeg var deprimeret og havde angst. Jeg havde det generelt dårligt.
– Dårligt på en måde som ikke kan forklares.
Min mor døde lige før jul i 2011, så jeg har siden da haft det dårligt i julen, jeg tænkte at det nok var grunden, og fordi jeg ikke tog Citalopram mere, gjorde det det lidt værre. Det ville nok blive bedre efter jul.
Jeg mistænkte ikke Alopam’en, da jeg jo troede at de var ude af systemet.

Natten til lørdag den 21 januar fik jeg voldsomme abstinenser (jeg vidste på det tidspunkt ikke at det var abstinenser, troede først at det var fordi jeg var stoppet med Citalopram’en eller angsten var kommet tifold tilbage, jeg tænkte også at det kunne være en blodprop). Jeg havde det så dårligt så jeg, gik frem og tilbage i lejligheden, og lejlighedsvis lagde mig for, at prøve at sove, men måtte så op og gå igen.
Jeg har senere fundet ud af, at jeg kunne have været død af det, hvilket det også føltes som om jeg var ved.
– Det ville have sparet min tidligere nabo (tegningen med strithår og den røde sortprikket kjole) en lejemorder, men desværre, hun må fortsætte med at putte penge i sparegrisen.

Om morgenen ringede jeg til psykiatrisk akutmodtagelse. De kunne ikke gøre så meget medmindre jeg kom til dem, en tur på en lille time. Så jeg måtte i min dårlige tilstand tage afsted (jeg havde det lidt bedre, ellers var jeg ikke kommet nogle steder).
Efter jeg havde fortalt historien, om nedtrapning af pillerne, og andre ydmygende ting, spurgte de på akutmodtagelsen hvad de skulle gøre ved det (jeg troede, at de havde en form for plan sådan et sted). Jeg sagde at det måske ville hjælpe hvis jeg fik mine Alopam tilbage. Hun talte med en psykiater, og jeg fik Alopam med til om mandagen, hvor jeg så skulle kontakte min egen læge.

Nu var 15mg 3 gange om dagen ikke nok mere, efter de havde været ude af systemet i over en måned kunne de ikke holde abstinenserne (angsten troede jeg på det tidspunkt) på afstand.
Abstinenserne gjorde, at jeg også fik angst.
– de hjalp dog lidt.

Jeg gik til min egen læge om mandagen som mente at det ville hjælpe at få Citalopram’en (mod depression og angst) igen, og så ellers fortsætte med Alopam til Citalopram’en begyndte at virke (der går ca. en måned før de virker), og derefter trappe ud af Alopam’en igen. Så jeg fik en ny tid til en måned senere. På det tidspunkt vidste ingen af os at det var abstinenser.
Dette var ikke den samme læge som fik mig ud af Alopam for hurtigt, han var blevet syg. Det er han faktisk stadig.

Det blev ikke bedre, tværtimod, jeg kunne ingenting. Jeg havde konstant hjertebanken og sad flere timer i en stol, men når jeg kiggede på uret var der kun gået 10 min. Det var en kamp at handle ind og lave mad. Kunne ikke spise pga. en klump i halsen (angst kan give en psykosomatisk klump i halsen) men det føltes virkeligt nok, at maden satte sig fast i halsen. Jeg sov kun 2 timer om natten, og lå resten af tiden og havde det virkelig dårligt.
Jeg så serier på Netflix hele dagen, men da Netflix er blevet meget dårligere siden jeg startede på det, fik jeg hurtigt set hvad der var værd at se. Så jeg fik Viaplay (som er meget bedre end Netflix).
Jeg faldt nogle gange i søvn, om aftenen, foran fjernsynet, ikke almindelig søvn, Jeg var helt væk i ca. 20 min. tiden var ligesom forsvundet, meget ubehageligt
Det skete flere gange hver aften, så jeg måtte flere gange spole (ja, jeg er fra den generation) tilbage. Men for det meste kunne jeg alligevel ikke koncentrere mig om, hvad der skete i serien eller filmen.
Jeg ringede nogle gange til psykiatriske akutmodtagelse midt om natten, som gav mig nogle råd til at få det bedre. Bl.a. at gå ud under bruseren, så det gjorde jeg midt om natten. For det meste var deres råd, at tage en Alopam.
Alopam har en kort halveringstid, så de virker kun i 6 timer, og man må kun tage 3 piller om dagen. Så jeg måtte regne ud hvordan jeg fik mest ud af dem. Jeg tog en kl. 6 om morgenen, ved 12 tiden kunne jeg så mærke at den var ved at sløje af. Jeg fik mere angst, åndenød, hjertebanken havde jeg stort set hele tiden, men det blev værre, og ondt i brystet, og havde svært ved at trække vejret, men jeg blev nødt til, at trække den til kl. 15-15:30 ellers ville jeg få det endnu værre om aftenen. Det samme med aftenpillen, den kunne jeg først tage ved 23:30 tiden. ikke at det betød noget for min nattesøvn, jeg sov kun 2 timer.

Udover ovenstående symptomer fik jeg synsforstyrrelser, mine øjne brændte, ondt i musklerne, ingen kræfter, frøs og svedte m.m. og jeg fik en masse floaters (fluer) mest i højre øje.
Da jeg fik de briller jeg har nu, så optikeren, at jeg havde floaters i bunden af højre øje, men jeg kunne ikke se dem.
Så det er nok dem der nu er kommet op til overfladen, hvis det altså ikke er nye; det ved jeg ikke.
Jeg har længe haft nogle få floaters i venstre øje, som jeg ikke tænkte så meget over. Jeg har en autoimmun sygdom som kan give floaters.

Jeg var stoppet med min medicin for min autoimmunesygdom i oktober 2016, fordi den samme læge der ikke vidste hvordan man trapper ud af Benzodiazepiner, forslog jeg skulle prøve at stoppe med dem, fordi autoimmune sygdommme kan brænde ud (det tror jeg nu ikke på). Han ville dog først sende mig videre til en reumatolog, men jeg trappede selv ud af dem.

Så jeg ved ikke om jeg fik de ekstra floaters pga. jeg var stoppet med mine piller mod min sygdom eller pga. jeg var stoppet med Alopam.
Men de kom i løbet af de 3 måneder jeg havde abstinenser, og man kan få floaters hvis man er udsat for et traume. Så jeg tror at det er pga. abstinenserne. Nogle gange brændte mine øjne så meget, så jeg måtte lægge en kold våd klud på dem.

Jeg startede på mine autoimmunpiller igen omkring marts.
Men nu er mine øjne ødelagt, floaters forsvinder ikke igen. Men hvis jeg ikke tænker på det, så ser jeg dem ikke. Nogle gange står lyset dog sådan at jeg ikke kan undgå at se dem, og hvis jeg bevæger øjet hurtigt.
Om aftenen ser jeg dem ikke.
Men da jeg havde det dårligt, fokuserede jeg konstant på dem.

Jeg har været til en øjenlæge (faktisk to, da den første ikke var særlig grundig, og det var ovenikøbet en privat øjenlæge. Så jeg ville have en anden læges mening), og mine øjne fejler ikke noget, ud over en lille grå fugl i det højre øje, men den kan jeg ikke se – endnu.
Jeg ville ikke vide at jeg havde den grå stær, hvis jeg ikke havde været hos øjenlægen (jeg tænker, jeg helst ville have været uvidende indtil den kan ses, fordi der kan gå mange år. Nu spekulerer jeg bare på det).
Floaters er faktisk meget almindelige, men det er ikke normalt, at de kommer på under 3 måneder.

En lørdag nat havde jeg det så dårligt, og havde ondt i både bryst og venstre arm, så jeg ringede 112, og de sendte en ambulance (det kunne jo være hjertet). De undersøgte mig og alt var i orden, det var abstinenserne, men det vidste paramedicinerne ikke noget om, og da jeg fik psykofarmaka ringede de til psykiatrisk akutmodtagelse for at høre om de ville indlægge mig.
Men der var ikke meget de kunne gøre ud over, at lægge mig i en seng og give mig en Alopam, da det jo var weekend, og det kunne jeg selv gøre hos mig selv. Det gjorde jeg så.

Om mandagen efter ovenstående episode ringede jeg til min egen læge for, at få en akuttid. Abstinenserne var så slemme, så da jeg sad hos lægen tiggede jeg ham om, at blive akutindlagt, men han troede det var min depression og angst der var kommet tilbage, og da det godt nok er ubehageligt så er det ikke livstruende, så jeg blev henvist til en psykiater.
Jeg er ikke den store fan af psykiatere.
Da jeg gik fra lægens kontor sagde jeg til ham, at jeg ikke kunne se lyset for enden af tunnellen. Han svarede det skal nok løse sig på den ene eller anden måde.
– hvad mon den anden måde var.

Så jeg ventede 3 uger på at komme til en psykiater, og det var 3 uger i helvede.

Psykiateren stillede en masse spørgsmål og ramte langt ved siden af med diagnosen. Men jeg kunne ikke gøre så meget, lægerne havde magten til at tage Alopam fra mig så jeg fik det endnu værre, så jeg måtte lege med.
Han gav mig nogle nye piller som man ikke bliver afhængig af, men bliver brugt til voldsomme psykiatriske lidelser som skizofreni, mani og til folk der hører stemmer m.m.
Jeg hører kun stemmer når jeg taler i telefon.
Ikke nok med det, så skar han også kraftigt ned på min Alopam, fordi han åbenbart troede at de nye piller kunne erstatte dem (endnu en læge der ikke kender til Benzodiazepiner, ovenikøbet en psykiater).

De nye piller som hed Quetiapin var forfærdelige, og gjorde det meget værre, også fordi han havde skåret ned på Alopam, som jo var hele årsagen til denne affære. De gav mig en utrolig tør mund, så jeg måtte bruge noget GUM Hydral spray hele tiden.
De gjorde mig også så svimmel, så jeg gik ind i døre og vægge.
Jeg skulle ringe til psykiateren den næste dag, og fortælle hvordan det var gået. Jeg sagde at det var blevet værre. Han sagde at jeg bare skulle tage en pille til, jeg kunne tage lige så mange jeg ville, der var nogle mennesker der spiste flere 100 om dagen, derefter skar han mere ned på min Alopam.
Da jeg påpegede næste dag, at det ikke var så smart at skære så hurtigt ned på mine Alopam, råbte han af mig, og sagde, at jeg skulle gøre som han sagde.
Næste dag fik jeg skarpe smerter i venstre side af nyreregionen.
Jeg testede mit urin med en urinstix, og der var blod og protein i urinen.

Jeg skyndte mig så til min egen læge hvor jeg fik testet urinen, men der var ikke noget mere
– jeg tror ikke de troede på mig, jeg skulle have taget et billede af min egen urinstix.
Fik også en blodprøve for, at se om mine nyrer var OK. Det var de. Men derfor mener jeg godt, at blodet og smerterne kunne komme fra nyrene, de har bare ikke taget skade.
Det kunne have været en sten mente lægen, men jeg tror at det var de nye piller. Symptomerne passede ikke på en sten.
Efter det lille drama, og fordi jeg havde ringet en del gange til lægen (når man har det som jeg havde det, fokuserer man på selv den mindste ting) blev jeg nu stemplet som hypokonder. Jeg tror faktisk jeg fik den etiket meget tidligere i forløbet.
Normalt går jeg aldrig til lægen.
Men smerterne i nyreregionen fortsatte (i flere måneder), så jeg havde svært ved, at sidde ned, men jeg kunne jo intet gøre ved det. Lægen ville ikke sende mig til en ultralydsscanning.

Jeg ringede til psykiateren og sagde at jeg stoppede med pillerne. Han ville så finde en ny tid til mig. Senere fandt jeg ud af at han havde planer om at sende mig til distriktspsykiatrien.
Men jeg droppede ham helt. han var en led satan.

Men jeg fik det ikke bedre, de 15mg Alopam 3 gange om dagen kunne stadig ikke holde abstinenserne væk. Så jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Min egen læge ville ikke blive ved med at skrive dem ud til mig, og han vidste ikke jeg var stoppet hos psykiateren.

Der var nu gået lidt over 3 måneder siden det hele begyndte.
Så jeg var desperat, og begyndte at kigge på nettet om der var en løsning.
Jeg fandt et behandlingscenter i jylland, faktisk det eneste der behandler medicinafhængighed i danmark.
Jeg ringede til dem, og efter jeg havde talt med dem, gik det op for mig at det var abstinenser jeg havde.
De var meget flinke, og fordi jeg ikke vidste hvordan jeg kom til jylland blev jeg tilbudt at blive afhentet, en tur på 4 timer.
Opholdet ville koste mig 85.000.- da det er et privat center, og jeg havde en opsparing som lige kunne klare den, jeg tænkte at det var godt givet ud hvis jeg kunne få det godt igen.
Det var meningen jeg skulle have været på centret i en måned, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var løsningen for mig. De bruger Minnesotabehandling. Ikke noget for mig.
Den anden dag jeg var der, fik jeg allerede medicin til nedtrapning, det var også benzodiazepiner; Klopoxid (som er et kopipræparat af Risolid, så for nemheds skyld skriver jeg Risolid), men med en længere halveringstid så man er dækket hele døgnet. 10mg Risolid er det samme som 15mg Alopam.

Så jeg skulle have 10mg morgen og eftermiddag, og 25mg om aftenen.
Jeg havde altid hørt, at man ikke måtte tage mere en 15mg Alopam (10mg Risolid), så jeg turde ikke tage 25mg om aftenen, så jeg fik 10mg.
Næste dag havde jeg det meget dårligt, og mit blodtryk fik apparatet til at blinke rødt. Jeg blev på mit værelse hele formiddagen, ved 13 tiden kom der en sygeplejerske, og vi blev enige om at gå tilbage til Alopam 15mg, indtil jeg havde været hos deres læge.
Jeg var hos lægen samme dag, jeg havde fået det lidt bedre efter jeg havde fået en Alopam, og han kunne ikke forstå hvorfor jeg var kommet hos dem da det ville have været bedre hvis jeg blev nedtrappet hos min egen læge, så jeg kunne blive hjemme hos mig selv.
Jeg sagde, at der ikke var nogle der ville høre på mig, og de mente at jeg var hypokonder, så i desperation havde jeg ringet til dem.
Så tilbød han at ringe til min læge (han måtte da lytte til en ekspert på området).
Min egen læge ville gerne hjælpe med nedtrapningen.
Min læge fik information om en nedtrapningsplan.
Så jeg kom hjem den næste dag, og igen blev jeg kørt til døren.

Min læge fik lavet en nedtrapningsplan med Risolid (ikke Klopoxid), ligesom på Tjele skulle jeg starte med 2x10mg og 25mg til natten, og denne gang tog jeg de 25mg som også fik mig til at sove hele natten.
Det er gået godt, der har været nogle abstinenser om morgenen, og jeg har
hjertebanken en gang imellem. Men ikke så invaliderende at jeg ikke kan lave noget. Før ville jeg ikke have kunnet skrive denne post.
Jeg er nu nede på 3x10mg, der er blevet skåret 5mg ca. hver måned indtil nu.
Kopipræparatet (Klopoxid) virkede måske ikke på mig. Eller også var det fordi jeg ikke turde tage de 25mg om aftenen.
Hvis jeg ikke havde ringet til Tjele havde jeg siddet på den lukkede nu, pga. abstinenser, ikke fordi jeg var tosset.

Smerterne i nyreregionen er forsvundet. Jeg tror stadig at det var de nye piller, så hvem ved hvad der kunne være sket hvis jeg var fortsat med dem.

Det er et stort problem, at der kun er et center i danmark der tager sig af medicinafhængighed, og at det er privat (ikke alle har har så mange penge). Og endnu større problem at lægerne og psykiaterne ikke kan genkende, og behandle abstinenser af Benzodiazepiner, eller ved hvordan man trapper ud af dem..