Afgørelse på klage

Nu har jeg fået svaret fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn på klagen, om min mors behandling på sygehusene.

Alle indlæg om min mors behandling.

Og som forventet fik jeg ikke medhold:

Besluttet af: Landsdommer Michael Kistrup og medunderskriver forfatter Bøje Pommer

Autorisationslovens §17

Læg mærke til, at der står i sidste afsnit af afgørelsen:

“Dette  er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling”

Så hvis man får en læge der lige er gået ud af skolen, så er det “den bedst mulige behandling” efter han’s/hendes evner. Og der kan ikke kritiseres, hvis personen laver noget lort, fordi han ved jo ikke bedre.
Min mor har bestemt ikke fået den bedst mulige behandling.

Man kan kun få medhold hvis det absolut ikke kan undgåes .f.eks.hvis det går ud over en kendt person, hvis det er meget grelt, eller man får meget medieomtale (ingen medier ville fortælle om min mors sag).
Patientombuddet (tidligere patientklagenævnet) er pot og pande med lægerne. Så de gør selvfølgelig hvad de kan for, at undgå, at de bliver miskrediteret.

Her er en historie om min mormor som var indlagt på Amager Hospital (ca. 2005):
Hun stod til udskrivning, og havde det fint, udover hun ikke gik så godt, så hun brugte rollator.
Et par dage før hun skulle hjem, gik hun ned af gangen med sin rollator, med en sygeplejerske
bagved, som støtte.
Da min mormor ikke gik hurtigt nok, sparkede sygeplejersken til hendes ben så hun faldt, og brækkede hoften.
Nu skulle hun så opereres i stedet for, at komme hjem.
Operationen gik fint, men hun vågnede aldrig fra narkosen.
– desuden blev der stjålet penge fra hendes pung, efter hun var død.

Vi klagede til Patientklagenævnet, som afgjorde, at der ikke var grund til kritik af sygeplejersken.
– det er åbenbart meget normalt, at sparke til patienterne.
Det var også utroligt som alle, på hospitalet holdt hånden over pågældende sygeplejerske.
De lavede nærmest en mur omkring hende.
– man beskytter jo sine egne.

 

Kræftsyge svigtes

Jeg læste på JP.dk d. 23/12:

“Kræftsyge skal kontrolleres mindre
Med næsten en kvart mio. danskere, der har haft kræft, er det nødvendigt at fjerne de faste kontroller,
mener regionerne. Kræftens Bekæmpelse støtter tankegangen.
…
Kontrollerne æder en masse ressourcer, og gruppen af mennesker, der har haft kræft, er stor,
og den bliver kun større i de kommende år.
…
I stedet for en kalenderstyret kontrol skal vi i mange tilfælde gå over til en mere patientstyret kontrol,
hvor patienten sammen med sin læge selv vurderer, hvornår det er tid.
Og så skal kontrollen til gengæld leveres prompte.”

Det er en uempatisk måde, at spare penge på.
Det er jo ikke noget nyt, at regionerne vil spare på de syge, man kan jo se hvordan sygehusene er blevet
ødelagt af besparelser.
Men det værste er, at kræftens bekæmpelse syntes det er en god ide, burde de ikke være på de kræftsyges
side?!

Kræft kan komme igen på under 3 måneder, og det er ikke noget der kan mærkes.
Når det kan mærkes, er det som regel for sent.
Så det er meget vigtigt, at der er regelmæssig kontrol. Jeg mener, at 3 måneder er for længe
ud fra egen erfaring. Tro ikke på onkologerne, de er ikke særligt dygtige her i landet.
– Faktisk burde mange af dem, ikke arbejde som læger (læs evt. tidligere blogindlæg).

Kræftbehandlingen er i forvejen ikke særlig god, her i Danmark.
Onkologerne siger f.eks, at det ikke betyder noget, hvis en lymfeknude er vokset med et par millimeter. Men
når det så bliver undersøgt 3 måneder efter, er den vokset endnu mere, og det har spredt sig uhelbredeligt.
– dette skete for min mor.
Konsekvensen for personen med kræft er mere sygdom, og måske livet, men lægen sker der intet med.
– han vil ovenikøbet lyve, hvis der bliver klaget.

Hvis man skal have stråler, er det nærmest børn der kontrollere strålekanonerne, de har nok lige fået en uges
kursus i systemet
– ikke særligt betryggende.

Det undre mig også, at kræftforskning er afhængig af privatindsamlinger. Det burde være staten der betaler
det, det koster.
Og jo, der er penge til det, hvis regeringen ikke brugte det hele på udlandet og ubrugelige
indvandrere/flygtninge (gæt selv hvilke).

Danmark havde engang et super godt sundhedssystem, men det er blevet ødelagt af diverse politikere igennem
tiden, i takt med udgifterne til flygtninge og indvandrere er steget.

Men politikerne skal jo nok sørge for sig selv, hvis de bliver syge.

 

blod-hjerne-barriere

Jeg læste på tv2.dk d.01-11:

“Kræftpatienter, som har fået kemoterapi, klager ofte over, at deres hukommelse svigter.
Og det kan der være en grund til, for hjernen påvirkes af de stærke cellegifte
…
Vores resultater tyder på, at kemoterapi kan fremkalde mindre objektive forandringer i hjernen.
Undersøgelser på mus har ligeledes bekræftet de kognitive ændringer,” siger en hjerneforsker, til
Kræftens Bekæmpelse.”

Da min mors svulst i hjernen blev opdaget, et år efter hun var blevet opereret for lungekræft.
Fik vi, at vide af onkologen på næstved sygehus; Steen Ingeberg, at man ikke gav kemoterapi ved svulster
i hjernen. pga. den såkaldte blod-hjerne-barriere.
Lægen sagde, at kemoen ikke kunne komme op i hjernen.
Men efter hvad der står på tv2.dk, var det endnu en løgn fra onkologens side.

Jeg undrede mig over hvordan, kræftcellerne så var kommet derop, og om ikke barrieren nu var brudt.
Lægen sagde, at det var der delte meninger om, blandt onkologer.
– håber de bliver enige på et tidspunkt, før de får slået for mange ihjel.

Lægerne vidste godt, at lungekræft kan sprede sig til hjernen. Men de scannede ikke min mors hoved, før
et år efter, hvor svulsten var blevet 4 cm. og der var symptomer i hånd og kind.
Hun har gået med en svulst i hovedet, som hvis den var opdaget tidligere, måske kunne have været klaret
uden de følger der så kom:

Del 1: En historie fra det virkelige liv.
Del 2: Det uduelige sundhedsvæsen.
Del 3: Kampagne om blodpropper.
Del 4: Klage til Patientombuddet.

Jeg læste først på nettet om mulighed for spredning til hjernen, efter svulsten var opdaget, ellers
havde jeg krævet en scanning (hvilket lægerne sikkert, havde afvist). Men man regner jo med, at lægen
gør det nødvendige – Åbenbart ikke!

Jeg læste også i min mors journal, at det var meningen, at hun skulle have kemoterapi efter
hjerneoperationen. Men det fik vi ikke at vide, og efter hun fik blodproppen, blev det droppet.
Derfor spredte kræften sig til andre steder i hjernen.
Efter operationen fik vi ellers, at vide at alt kræften var blevet fjernet.
Men i journalen står der, at der var nogle celler der var muteret.
– endnu en løgn.

Læger får mange penge, fordi de har et vist ansvar.
De lever bare ikke op til det ansvar.

Jeg håber de sover dårligt om natten.
– men de er nok ligeglade.

 

Organtransplantation

Angående sagen om Carina (DR 1 – pigen der ikke ville dø) og Beatrice (EB – Hjertebarn som ikke kunne få et
hjerte, fordi hun har Downs syndrom).

Den første sag viser hvor uduelige og arrogante læger er. De er ikke så dygtige som de selv, og folk
tror. Selvom det virkede meget gennemtænkt, at høste hendes organer før hun var hjernedød.

Den anden sag viser, at der er forskel på folk; er du en god samfundsstøtte kan du få, er du
handicappede må du gå.
Jeg tror, at hvis det var lægens eget barn, så ville der ikke være nogle problemer. Tværtimod, når det
er nogle af deres egne, så smider alle hvad man har i hænderne for, at hjælpe.
Vi ser det samme hos politiet, hvis det er en kollega eller en kollegas familie der har problemer, så
bliver hele styrken sat ind.

Mon ikke også politikere, kendte, rige og kongelige, nok skal få et organ hvis de har brug for det.
De kommer helt sikkert automatisk øverst på listen – selvom mange politikere er mere eller mindre
retarderet.
Ja, de kongelige får jo en hel afdeling ryddet, så de ikke skal ligge for tæt på pøblen.
Og de får en hel stab af læger og sygeplejersker til, at tage sig af dem på bekostning af mennesker med
rødt blod.
De rige køber vel organerne i udlandet.

Spørgsmålet er også, hvor retarderet man må være/ikke være for, at komme på listen.
Man vil jo sikkert gerne bruge organerne fra de retarderet, hvis det er muligt.

Jeg har været meget på hospitaler i forbindelse med min mors sygdom, og set hvor inkompetente læger og
sygeplejersker er.
Så jeg vil aldrig stole på en læge, og slet ikke når det gælder organdonation.
Selvom det er 3 læger der skal undersøge, om hjernedøden er indtruffet, Kan man ikke stole på det, da
læger ikke er meget for, at underkende hinanden – de har en forkvaklet form for loyalitetsfølelse.

Jeg har selv en bindevævssygdom, så jeg kan måske heller ikke komme på en donorliste.
Men mon ikke mine organer kan bruges, da de efter de seneste prøver er fine.
Jeg får oven i købet immunsuppressiv medicin, det samme man får, når man er transplanteret.
Så mine organer er tilvænnet.
Jeg er da også lidt småtosset, så det trækker nok også ned.

Men hvorfor skulle jeg sætte mine organer til rådighed, hvis jeg ikke selv kan få.

Hvis der skal være forskel på folk, Så må os der er syge/handicappede få vores eget donorregister.

 

Klage til Patientombuddet

Da jeg har klaget over den måde min mor blev behandlet på, har jeg nu fået papirerne med sygejournalerne,
og lægernes svar til klagen.
Her er historien:
1 : En historie fra det virkelige liv.
2 : Det uduelige sundhedsvæsen.
3 : Kampagne om blodpropper.

Det er lidt trist, at se hvordan lægen på onkologisk afdeling i Næstved, Lars Drivsholm, prøver at retfærdiggøre sig selv.
Han lyver også i sit brev til Patientombuddet.

Han skriver f.eks.

Jeg kan ikke bevise, at han har sagt det.
– men det gjorde han; ordret.

Han skriver også:

Men i journalen skriver han:

Så her kan det bevises, at han er uvederhæftig.

Fredagen i samme uge tager vi så til Næstved sygehus igen, og her er hvad lægen skrev:

Hun skriver, at vi var bekymret for, om der var ny metastaser – nej det var vi ikke, hun var scannet 5 uger tidligere, så det virkede utænkeligt.
Vi sagde, at vi troede det var en blodprop eller en hjerneblødning.
Så det var vores største bekymring; alle tegnene var der.
Og den med, at min mor havde brug for, at blive beroliget er noget vrøvl. Vi vidste der var noget galt.
Og hvorfor skriver hun i starten: “Pt. henvist af egen læge obs. apopleksi” Hvis der ikke var mistanke
om en blodprop eller hjerneblødning (apopleksi)!?
Netop fordi behandlingen med prednisolon ikke havde haft effekt, tydede det jo på at vi havde ret.

Om søndagen, hvor det går galt, på det tidspunkt er der ingen tvivl om at det var en blodprop eller
hjerneblødning, bliver hun kørt til Slagelse sygehus, ikke Roskilde sygehus som har forstand på den slags.

Jeg syntes det var underligt, at man ventede et helt døgn på at scanne, når der højst må gå 6 timer fra
skaden er sket, til man er i behandling.

Her er hvad akutlægen Rasmus Schou Christensen skriver til Patientombuddet:

Jeg gætter på at min mor ikke var en tur til Rigshospitalet værd.
Det er da også helt forrykt, at man lukker for scannerne.

Der står i mange af journalerne f.eks: “Pt. og dennes søn informeret om ovenstående og samtykker”.
Det må da være for, at få deres egen ryg fri, når de skriver sådan; Hvad er alternativet til ikke at sige ja
til lægernes planer? At der ingenting sker.
Jeg prøvede mange gange, at få dem til at lave diverse prøver, men det kunne da ikke rage dem mindre.
Man har ikke noget, at skulle have sagt som patient eller pårørende.

Nu venter jeg på en afgørelse hos Patientombuddet… Men jeg holder ikke vejret.